Skip to Content »

Life of Recht » archive for November, 2005

 Captain Outrageous

  • November 28th, 2005
  • 8:28 pm

Så kom der lidt mere fart over feltet… Efter en langtidsfornøjelse og et par timers venten og en sejltur, kom jeg igennem Captain Outrageous af Joe R. Lansdale. Bogen var en blandt mange, jeg købte i Strand Bookstore i New York uden helt at vide, hvad bogen gik ud på. Det viste sig at være en ganske underholdende fortælling om en mand, der ikke er voldsomt inspireret af livet, og på et tidspunkt er så (u)heldig at redde en pige fra at blive tæsket ihjel. Det udløser en dusør, som bliver brugt på et elendigt (og kortvarigt) krydstogt, efterfulgt af en knivkamp, så noget hot lovin’, så en død pige, et mexikansk fængsel og en masse andet.
Bogen får temmelig gode anmeldelser andre steder, og jeg vil da også mene, at den er værd at læse – men så heller ikke så meget mere end det.

 Weekend i Göteborg

  • November 28th, 2005
  • 8:12 pm

Efterhånden har det udviklet sig til en mindre tradition, at vi tager en tur til Göteborg op til jul og får powershoppet lidt. I år var ingen undtagelse, og endnu en gang var det ganske godt – dog blev der ikke shoppet helt så kraftigt som det tidligere er set, men jeg fik da købt en stak “I Love the Office”-klistermærker og en jesusnikkedukke, der formentligt skal installeres i bilen, når den engang kommer.
Hotellet, Hotel Scandia Europa, var ikke noget helt vildt. De havde nogle fantastiske vathovedpuder, hvilket resulterede i, at min migræne var fremme ca. hele weekenden, så det var jo ikke helt skidt.
Den bitreste ting var dog nok, at vi skulle med hurtigfærgen kl 10 fredag formiddag, men pga. for meget vind var den blevet aflyst – og det fik vi naturligvis en opringning om… ca. 5 minutter før vi ankom til Frederikshavn. Så lige som sidste år (hvor vi kom 5 minutter for sent), skulle vi igen sidde i 2 timer og vente på den næste. Bortset fra det var det en fin tur.

 The Elegant Universe

  • November 22nd, 2005
  • 8:12 pm

Det holdt hårdt, men nu blev jeg endelig færdig med The Elegang Universe, en ret god bog om superstrengs-teorien. Det går lidt sløvt for tiden, eftersom det meste af min tid går med at køre tog… The Elegant Universe giver en grundig introduktion til superstrengsteori, relativitetsteori, kvantefysik og historien bag alle sammen. Jeg har tidligere læst lidt af Stephen Hawking, men tingene er lidt bedre forklaret i denne bog. Det vil nok være forkert at gå så langt som til at sige, at jeg nu forstår teorien, men ting er bestemt bevet klarere. Det hele (eller i hvert fald det meste) er forklaret, så også almindelige mennesker nogenlunde kan følge med, og selvom det er et noget abstrakt emne, føler man rent faktisk, at man får noget ud af det. Klart anbefalelsesværdig (for dem, der synes at sådan noget med relativitet, sorte huller, tid og alt muligt andet i den retning er fedt).

 Næsten weekend

  • November 22nd, 2005
  • 8:05 pm

Så kom jeg halvvejs gennem ugen, som denne gang kun er på 4 dage. Fredag skal vi nemlig en tur til Göteborg til noget shoppinghelvede og anden hygge. Det skal nok blive godt, og hvis alt ellers går efter planen, skal jeg en tur til Hamburg weekenden efter.

Og så lige en hurtig DSB-status: De sidste 7 dage er toget rent faktisk kørt til tiden i begge retninger. Det er ganske usædvanligt, og jeg har fulgt udviklingen med daglig spænding. Som ekstra bonus fik jeg rent faktisk en siddeplads i fredags på vej hjem, så det kan praktisk talt ikke blive bedre. Jeg er nu alligevel glad for at have bestilt bil, og forhåbentligt når den at komme inden juletrafikken for alvor sætter ind.

 Det at tjene penge

  • November 17th, 2005
  • 8:56 pm

I forbindelse med mit nye job, steg jeg lidt i løn. Det er jo ikke nogen dårlig ting, men det betyder så, at jeg lige præcist kommer op over den magiske grænse, der hedder topskat. Dermed er jeg en af de heldige, der får lov til at betale ekstra meget for at arbejde, og det er jo vældigt… eller…

 Noget med valg

  • November 15th, 2005
  • 8:08 pm

Så lykkedes det alligevel denne gang: Jeg fik stemt til “det historiske kommunalvalg”. For mig nok mest historisk ved, at jeg absolut ikke har haft nogen anelse om, hvad det gik ud på, især ikke hvis man tager regionalvalget med ind. Jeg skal ikke kunne sige om det er mig, der ikke har fulgt med, eller om der er nogen, der har været noget dårlige til at få nogle budskaber ud, men jeg tror ikke at jeg kan nævne en eneste mærkesag, og endnu mindre en eneste politiker, der har haft noget væsentligt at sige. På den anden side er jeg selvfølgelig også mere interesseret i, at DBS kører nogenlunde til tiden, og at jeg får en plads i hvilekupeen, helst uden folk der snakker hensynsløst i telefon eller på anden måde forstyrrer.

 Mac med OSX

  • November 14th, 2005
  • 9:41 pm

Så fik jeg endelig min gamle G3 Mac op og køre med noget OSX… Det er ikke noget, der skal voldbruges, det er bare rart at have, når nogen kommer og siger, at nogle sider ser defekte ud i IE 5.2. Ikke at det er så underligt, det er bare rart lige at få bekræftet, at det endnu en gang er en browser, der skulle være pensioneret for mange år siden.

 At arbejde i en stor organisation

  • November 14th, 2005
  • 8:06 pm

Nu hvor jeg er startet hos Trifork, har jeg fået fornøjelsen af at komme ud til en af de større softwarevirksomheder og lave EJP-systemer. Det er sådan set vældigt. Jeg har fået udleveret en bærbar af ganske høj kvalitet, en telefon, et skrivebord og andre nødvendige genstande. En ting jeg dog ikke har fået, er en skærm – altså ud over den, der sidder i den bærbare. Selvom skærmen da ikke fejler noget, så er det bare bedre at sidde og kode på en stor skærm – og endnu bedre hvis man har to.
Det sagde jeg ca med det samme da jeg startede, men åbenbart var der ingen ledige skærme. Efter at have rykket et par gange, fandt jeg så ud af, at det var fordi de var i intern restordre, og at firmaets procedurer ikke tillader, at man bruger andre typer skærme.
Heldigvis skete der så endelig det, at der blev leveret 10 skærme – det hjalp bare ikke så meget, da det viser sig, at der er en noget lang venteliste til at få en skærm. Og som ekstra bonus, var jeg ikke engang på listen, da jeg er der som ekstern konsulent. Tak.

 Kageorgie

  • November 13th, 2005
  • 4:42 pm

Så blev det weekend, og i denne weekend havde vi aftalt at holde (jule)bagedag med Ulrik og kæreste. Det gjorde vi så, og det kom der en større stak kager ud af:

Kageorgie

 And

  • November 11th, 2005
  • 6:40 am

I går var det, som nogen måske ved, Mortens Aften, og i den anledning var vi på Cafeministeriet og få and sammen med Rolf, Ulrik, Mikkel og Charlotte. Det var vældigt, og jeg blev i hvert fald mæt – faktisk er jeg stadig noget mæt…