Skip to Content »

Life of Recht » archive for February, 2006

 Weekend

  • February 26th, 2006
  • 9:07 pm

Så er endnu en weekend praktisk talt overstået. Ikke voldsomt meget er sket. Automobilen rundede de 10.000 km (på rundt regnet 1½ måned) og kører stadig ganske problemfrit. Mine auktionerQXL blev overstået – min dyrebare maskine blev solgt i løsdele for lige under 700 kr. – hvilket faktisk er en del mere end jeg havde regnet med. Til gengæld ryger noget af overskuddet igen fordi jeg havde forregnet mig lidt på udgifterne til porto, men det går nok alligevel. Nu overvejer jeg så, om jeg alligevel skal sælge mit Zip-drev og mit Hauppauge TV-kort – alt kan åbenbart ske.

Endelig var vi i dag inde og se Syriana, endnu en fremragende film med George Clooney. Den kan klart anbefales. Og så ikke mere om det.

 Gammelt skrammel

  • February 23rd, 2006
  • 5:51 pm

Da Søren flyttede, fik jeg en af mine gamle maskiner (antinoise) hjem igen. Den har efterhånden nogle år på bagen, og jeg tænkte at det nok alligevel var tid til at pensionere den helt. Jeg fik den skilt ad, men blev så enig med mig selv om, at jeg nok alligevel aldrig fik brug for delene. De mest brugbare er derfor nu til salg på qxl. Det drejer sig om et bundkort (dual celeron), et Matrox G450 grafikkort, en Palm Vx, en scsi-controller, en cd-brænder og et scsi-cd-drev. Så er det bare med at komme i gang med at byde.

 Vis stort billede

  • February 20th, 2006
  • 8:05 pm

Mange sites viser thumbnails af større billeder, som man så kan trykke på og få op i stor størrelse i et popup-vindue (eller bare i det samme). Det er jo vældigt, men på Ajaxian faldt jeg lige over Lightbox JS, der kan vise et stort billede på samme side. Det må da kunne bruges et eller andet sted…

 Fartpilot

  • February 20th, 2006
  • 7:46 pm

Ja, så kom det nye dilemma… Bilen kunne ikke leveres med fartpilot i standardopsætningen (som ca. det eneste), og egentlig har jeg været af den mening, at fartpilot kun holder med automatgear. Nu har jeg efterhånden ændret lidt mening. Når 95% af tiden bliver tilbragt på motorvej kan det næsten være ligemeget, så nu kigger jeg lidt på, om jeg kan få eftermonteret en. Det ser ud til, at det ikke er så slemt – man kan få en AP500 styreenhed, der efter sigende kan kobles i alle nyere biler. Dertil skal man så have et styremodul, fx til at sætte på gearstangen. Samlet vil det så koste omkring 3.000 kr. Så er det gode spørgsmål, om det er pengene værd, og om jeg gider til at bøvle med det…

 Keywords i Firefox

  • February 16th, 2006
  • 11:25 pm

De fleste har forhåbentligt opdaget muligheden for at sætte keywords på bookmarks i Firefox (og andre browsere). Fx er g ganske uundværlig til søgninger på Google. Jeg har længe haft genveje til CSS2- og HTML4referencerne, men een ting har manglet, nemlig en let vej til Javaapi. Derfor har jeg endelig lavet et lille brush-up på det og gjort det hele lidt mere tilgængeligt.
Det betyder, at http://keyword.contix.dk/ nu kan bruges som bookmarks ind i diverse referencemanualer. God fornøjelse. Og sig til, hvis der er noget, der kan gøres bedre.

 Et par bøger…

  • February 16th, 2006
  • 10:07 pm

Det er ved at være længe siden, jeg sidst kom igennem en bog. Det skyldes, at jeg gik i gang med Collector’s Book of Science Fiction, der indeholder en lang række noveller og korte historier af H.G. Well. Det betyder selvfølgelig, at vi er tilbage i starten af det 20. århundrede, og det gør historierne noget lav-teknologiske. Hele bogen er noget tung at komme igennem, da historierne ikke er særlig lange, og det giver jo ikke et vanvittigt godt flow. Bortset fra det, så fik jeg nu endelig læst originalversionen af “The War of the Worlds” og “The First Men in the Moon”. Ganske urealistiske, men fint skrevet.

Efter H.G. Wells (hvilket tog godt 1½ måned), tog jeg fat på Sigma gåden af Robert Ludlum. Det er vist en jeg har lånt af min lillesøster, så for en gangs skyld er den på dansk (ja, mellemrummet mellem sigma og gåden er også i bogen…). Det er en mere eller mindre klassisk thriller, denne gang handler det om nazister fra 2. verdenskrig, der er ved at overtage verdensherredømmet ved hjælp af noget aldringshindrende stof. Der er naturligvis en helt, der har alle positive kvaliteter, og ca. ingen negative. Der er ikke de helt store overraskelser, men den er let læst og giver da underholdning så længe den varer.

 Dummebøde

  • February 16th, 2006
  • 5:56 pm

I dag skulle jeg til squash, men jeg fandt ud af, at jeg var i Aalborg lidt før end beregnet, så jeg kunne lige nå hjem en tur. Så skulle jeg lige telefonere, og så ellers ud af døren… Uden nøgle.. Kanon. Så kunne jeg jo lige så godt bare køre over og spille noget squash, men der fandt jeg så ud af, at træningen var aflyst i dag, hvilket jo kun gjorde det hele endnu bedre. Frem med en låsesmed, og 5 sek. senere var jeg blevet 650 kr. fattigere. Bittert, bittert, bittert.

 Ajax i brug

  • February 10th, 2006
  • 6:49 pm

Så skete det alligevel – jeg fandt et sted at anvende Ajax hvor det rent faktisk også gav mening. Vi er i gang med at lave et salgs-site til Simone, og i den anledning er det lavet, så indkøbskurven refreshes via et ajax-kald når man lægger noget i den. Derudover bliver søgninger også foretaget via ajax, så de bliver ikke vist på en separat side, men kommer i stedet op i et nyt panel.
Det virker ganske glimrende, og det var også en hel del lettere end jeg havde regnet med. Ved hjælp af DWR på server-siden (Java) og Scriptaculous og Behaviour på klientsiden gik det ganske smertefrit – og så virker det endda i de fleste nyere browsere.

 Vandfald

  • February 3rd, 2006
  • 10:17 pm

I tilfælde af, at nogen ikke har set det, så eksisterer der en “konference” ved navn Waterfall 2006, der skulle handle om vandfaldsmodellens fortrinligheder. Det er selvfølgelig et hoax, men det er stadig underholdende læsning – især fordi så mange af de nævnte ting rent faktisk stadig foregår rundt omkring.
Der er ellers mange interessante indlæg, fx “Two-Phase Waterfall: Implementation Considered Harmful”, “User Stories and Other Lies Users Tell Us” og mange andre.