Skip to Content »

Life of Recht » archive for August, 2006

 Billeder fra udflytterfest

  • August 31st, 2006
  • 6:34 pm

Så fik jeg taget mig sammen til at lægge billeder fra udflytterfesten op. Se dem her.

Det er vist ret tydeligt, at kameraet først kom frem da aftenen var ret fremskredet…

 Sofa til salg

  • August 24th, 2006
  • 11:59 am

Hvis nogen skulle være interesserede, så har jeg smidt min sofa på dba.dk. Prisen er 7500 kr, hvilket er halv pris i forhold til hvad jeg gav for den. Det er jo røverkøb!

 Ikke mere fest

  • August 20th, 2006
  • 8:44 pm

Avavav… Det gjorde ondt at holde udflytterfest i går. Mest på grund af et relativt indtag af alkoholiske væsker (tak for Jell-o-is-lime-drinken, Rolf), men smerten blev forværret af, at ejendomsmægleren ringede lørdag og sagde, at der kom nogen og kiggede på lejligheden kl 13 i dag søndag. Bittert. Mere bittert fordi jeg selvfølgelig vågnede med temmelig heftige tømmermænd, og fordi lejligheden på ingen måde lignede sig selv (igen tak for at lime-tingen af uvisse årsager hang op ad køleskabet og havde dannet en ganske alternativ overflade på gulvet).
Heldigvis blev fremvisningen udskudt (men først i sidste øjeblik), så lejligheden kom da i nogenlunde stand igen.
Ellers var det vist en ganske fin fest. Der blev næsten spist op, og der røg da også en god portion flasker. Vi håber i hvert fald, at folk havde en god aften, og dem der ikke kom med, må have det til gode til en anden gang.
Der blev taget en stak billeder, og de kommer nok op inden alt for længe… Men ikke i dag.

 Alt for lidt plads

  • August 14th, 2006
  • 7:37 pm

I dag var jeg så nede og hente nøglen til den nye lejlighed, og fik ved den lejlighed lavet en lidt mere præcis opmåling af stuen. Dermed er det helt sikkert: Der bliver ikke plads til sofaen. Jeg havde nok regnet med det, men det er nu stadig noget skidt.

Så hvis nogen står og mangler en sofa med betragtelig kapacitet, og som er ualmindelig rar at bruge, så sig endelig til. Det drejer sig om en Marbella fra Ilva, knap 3 år gammel men i fin stand.

 Guldogtis er død

  • August 13th, 2006
  • 1:33 pm

I dag skete det endelig: Den nærmest legendariske guldogtis er kørt på genbrugspladsen. For dem der ikke ved det (der er nok mange), så var guldogtis vores cvs-server på dat1. Navnet stammer (naturligvis) fra Casper og Mandrilaftalen i et klassisk afsnit med djævelen. De sidste par år har den stået inde i et skab, og nu er den altså væk.

 The European Dream m.fl.

  • August 5th, 2006
  • 12:29 pm

På ferien i Kroatien fik jeg kæmpet mig igennem et par bøger, jeg havde taget med hjemmefra. I min naivitet havde jeg tænkt, at fire måtte være rigeligt, men det var det sådan set ikke.

Nå, men jeg er lige blevet færdig med Jeremy Rifkin’s The European Dream. For en gangs skyld er det vist en bog, der kan klassificeres som faglitteratur, men den er nu ganske interessant alligevel. Rifkin fortæller om, hvordan den amerikanske drøm efterhånden er blevet forældet, og hvordan en europæisk drøm, baseret på fællesskab og netværk, er ved at tage over. Selvom han maler et lidt for skønt billede af EU, er der mange gode pointer – som formentligt kan tilbagevises igen hvis man er modstander af hele hans ide. Alt i alt ganske anbefalelsesværdig.

Derudover kom jeg igennem den absolutte klassiker 2001: A Space Odyssey af Arthur C. Clarke. Den har man selvfølgelig set på film adskillige gange, men det er først nu, jeg er kommet igennem bogen, som viser sig at ligne filmen ret meget.
Det blev også til den anden klassiker, Mario Puzo’s The Godfather. Endnu en film (eller 3), som man har set masser af gange, men nu har jeg også læst bogen. Her viser det sig også, at filmene er ualmindeligt trofaste overfor bogen, for at læse bogen var nærmest som at se den første Godfather-film forfra (bogen omhandler primært det, der er i den første film).
Endelig blev det til Hour Game af David Baldacci, en middelmådig spændingsroman, Monstrous Regiment af Terry Pratchett, en god Discworld-bog i klassisk Pratchett-stil og Time’s eye af Arthur C. Clarke og Stephen Baxter, endnu en sci-fi-roman fra den altid formidable Arthur C. Clarke.