Skip to Content »

Life of Recht » archive for March, 2007

 The Fabric of the Cosmos

  • March 28th, 2007
  • 9:14 pm

På vejen hjem fra Schweiz lykkedes det mig at komme igennem Brian Greene’s The Fabric of the Cosmos. Det er efterfølgeren til en anden ualmindelig god bog, The Elegant Universe.
Lige som The Elegant Universe, beskæftiger bogen sig med universets opbygning, men med mere fokus på tid og universets begyndelse. Selvom der er visse overlap, er det på ingen måde spild af tid og plads, og bogen anbefales varmt til alle og enhver, der har en interesse i universets opbygning.
Den eneste ulempe ved bogen er sådan set, at der kommer så mange aha-oplevelser, og de er stort set alle som en drøm: Lige når man har læst det, giver det hele så meget mening, og det fremstår meget klart, men lige så snart man forsøger at forklare det til nogen, falder det hele fra hinanden. Det er nok mest et tegn på, at jeg nok skal finde den frem igen en anden gang og læse den igen.

 Weekend i Schweiz

  • March 27th, 2007
  • 9:00 pm

I weekenden var jeg i Schweiz med arbejdet (som nu ikke længere hedder EOS, men bare Trifork). Det var en vældig tur, hvor vi var omkring 35 afsted til 3 dage med ski og et par seriøse indslag.
Skimæssigt var det praktisk talt perfekt. Første dag var det noget tåget og det sneede lidt, men det klarede op lørdag og søndag, hvor den bare stod på perfekt skivejr med god sne. Første dag havde vi også instruktører på, så der var lejlighed til at få pudset teknikkerne lidt af, hvilket vist var godt nok.
Det lyder som ren afslapning, men det blev nu ikke til meget søvn… Der var jo både vin og white russians der skulle drikkes, og når man så også skulle være på pisterne kl 9, så var der ikke meget tid til overs. Heldigvis fløj vi frem og tilbage, så i modsætning til sidste år, var jeg rent faktisk noget værd mandag.
Nu er det så bare at læne sig tilbage og håbe på, at vi også skal på en lignende tur næste år.

 Sommerferie

  • March 12th, 2007
  • 8:55 pm

Så er der ved at være endeligt: Vores sommerferie er stort set planlagt. Turen går til Rusland, hvor vi skal ud og køre med den transsibiriske jernbane. For de interesserede drejer det sig om ruten gennem Sibirien fra Moskva til Vladivostok. Vi skal afsted i ca. 3 uger i midten af juli, og ud over Moskva og Vladivostok skal vi holde i Yekaterinburg og Irkutsk.

 Indflytterfest

  • March 12th, 2007
  • 8:51 pm

De få og rå var til indflytterfest hos os forrige lørdag, og i den anledning vil jeg da lige sige tak til alle der gad komme, og tak for gaver og godt selskab. Der blev taget et antal billeder, som vist ikke dækker alle begivenheder, men det er altså dem der er. Og så vil jeg da lige sige, at for en gangs skyld havde jeg ikke dødstømmermænd dagen efter – det må der gøres noget ved næste gang.