Skip to Content »

Life of Recht » archive for September, 2007

 Fisk og Tiramisu med Thomas og Lisa

  • September 30th, 2007
  • 7:54 pm

I går var Thomas og Lisa på besøg fra det mørke nord. Det var blevet bestemt, at vi skulle have fisk og Tiramisu, og sådan blev det så. Fiskene var helstegte Foreller fra en Jamie Oliver-opskrift, og på trods af at det var første færd ud i sådan noget, smagte det ganske fint. Det var også første forsøg med Tiramisu, men det viste sig jo sådan set at være vældigt let. For de interesserede fulgte vi en opskrift fra italy.dk – som i øvrigt også har en fin lasagne-opskrift. Derudover røg der lige en stak hvidvin, så det er der nu udsolgt af. Alt i alt vældigt hyggeligt.

Og så lige et par billeder:


tiramisu fisk

 Endnu flere bøger

  • September 22nd, 2007
  • 1:17 pm

Som nogen jo nok ved, så har jeg lige bestilt en større omgang bøger – forhåbentligt nok til at holde mig kørende i et stykke tid. Det skal dog ikke afholde mig fra at browse lidt rundt på Amazon, hvilket jeg så gjorde den anden dag. Jeg har haft kigget på On the Edge: the Spectacular Rise and Fall of Commodore, den definitive historie om Commodore. Bogen får nærmest udelukkende gode anmeldelser, så det ligner noget, man bør eje. Den fås kun i hardcover endnu, så egentlig havde jeg tænkt mig at vente lidt. Jeg skulle dog lige se, hvad forsendelse ville koste, så i indkøbskurven med den – bortset fra at jeg fik klikket på Amazon’s 1-click, hvilket så tilsyneladende betyder at man køber og betaler bogen uden videre mulighed for at bekræfte. Det var sådan set ikke helt meningen, så jeg prøvede at afbestille den igen, men det var ikke lige muligt. Så nu kommer den så på et tidspunkt.

 Nye bøger

  • September 17th, 2007
  • 10:30 pm

Siden pickabook stoppede med at sælge bøger til folk fra Danmark, har jeg ikke rigtigt købt bøger på nettet – jeg har mest kørt på diverse gaver og så ellers købt stort ind når jeg var i udlandet. På vores tur til Rusland fik jeg læst stort set alt jeg havde, der var ulæst, og der var ingen mulighed for at købe nyt. Det betød, at jeg har mere eller mindre været uden læsestof i et par måneder nu, og det har ikke været så godt. Jeg er endda gået så vidt som til at gennemføre GTA: San Andreas på min gode gamle Xbox, selvom det er temmelig lang tid siden jeg sidst spillede det.
På et tidspunkt må sådan noget fjol jo få en ende, så jeg begyndte at kigge efter steder at købe billige bøger, uden videre held. Amazon er altid et godt sted at starte, om ikke andet fordi udvalget er så stort. Hvad jeg så fandt ud af var, at man derinde kan vælge at købe fra andre leverandører end Amazon selv, og det er her, der bliver spændende. Fx koster Richard Dawkins’ The God Delusion 12,47 euro som standard, mens andre sælger den til 9,93. Pandora’s Star kostede normalt 9,90 euro, men kunne fås til 4,34 euro. Godt nok kommer der lidt forsendelse oveni, men det er stadig en god forretning – i hvert fald på visse bøger. Og så kan man endda være heldig at de ikke trækker moms.
Det blev så til en bestilling af 9 bøger til en samlet pris af 88 euro. De fem af dem er allerede kommet, så nu er de kedelige dage ovre igen! Listen bestod i øvrigt af
Peter F. Hamilton: Pandora’s Star
Richard Dawkins: The God Delusion
Peter F. Hamilton: Judas Unchained
Carl Sagan: The Demon-Haunted World. Science as a Candle in the Dark
Daniel C. Bennett: Breaking the Spell: Religion as a Natural Phenomenon
Arthur C. Clarke: Rendezvous with Rama
Arthur C. Clarke: Rama II
Joe R. Lansdale: The Two-bear Mambo
Arthur C. Clarke: The Songs of Distant Earth

Jaja, jeg kan godt lide science fiction, i hvert fald når det er velskrevet. Peter F. Hamilton er stadig på forsøgsbasis, men indtil videre ser det ok ud, selvom det vist ikke bliver helt så godt som Arthur C. Clarke og Carl Sagan.

 Trifork og aktier

  • September 17th, 2007
  • 6:27 pm

Søndag var jeg i København sammen med Astrids storebror, Niels, til aktionærarrangement i Trifork. Det gik ud på lidt salgssnak fra Jørn og Kresten (hhv. direktør og CTO), en spændende præsentation af Jes Gram Hansen, som har været med i Americans Cup, og så en tur med en Farr 40-båd. Jeg har kun sejlet med noget der lignede en gang før, til internt Trifork-arrangement sidste år, men også denne gang var det ganske underholdende. Vejret var endda også ok – lidt blæsende, men klart og ikke alt for koldt. Godt nok tabte vi, men til gengæld var der bagefter en glimrende middag.
Som nogen jo nok ved, så har Trifork planer om at gå på børsen inden længe. Udvalgte har haft mulighed for at købe aktier, men nu er det så kommet så vidt, at andre også må være med. Fordelene er jo åbentlyse, så det er bare med at komme igang. Mere information på Triforks hjemmeside.
Og så lige et link til SmugMug, hvor jeg har lagt et par billeder. Desværre ikke så mange, men jeg ville ikke lige risikere at tage kameraet med ud på båden.

 The Police

  • September 2nd, 2007
  • 3:40 pm

I går var vi til koncert med The Police i Århus. Vi havde købt billetter den dag, de blev sat til salg, men det viste sig jo senere ikke at være nødvendigt. Nå, men afsted kom vi da, men allerede i forvejen var jeg lidt forundret over den manglende information om arrangementet. Fx var der ingenting om evt. opvarmingsband, det var meget uklart hvordan parkeringsforholdene var, hvornår shuttlebusser kørte, om de kostede noget, hvor de stoppede og meget andet. Det viste sig da også, at vi skulle ud på en længere gåtur for at komme frem, og trafikken var mere eller mindre kaotisk.
Selve koncerten var ganske fin. Jeg kan ikke lige The Police på rygraden, og det der med at skelne mellem Sting og The Police går heller ikke altid lige godt, så der var løbende overraskelser i form af “nåh ja, den havde de jo også lavet”, hvilket ikke nødvendigvis var en dårlig ting.
Vi havde hjemmefra frygtet lidt, hvordan koncerten ville blive, for der havde været skrevet nogle ikke helt så gode ting om koncerten i Sverige. Heldigvis var det langt fra så slemt som de gjorde det til, men nu lå oplevelsen fra Genesis også stadig og spøgte. Så selvom det var noget koldt og blæsende, så var det alligevel en fin koncert.