Skip to Content »

Life of Recht » archive for November, 2007

 Rejseklage

  • November 27th, 2007
  • 9:09 pm

De fleste kender nok det med, at nogle gange sker der absolut ingenting, og så lige pludselig sker der en helt masse. Det samme er tilfældet i mit liv – eller i hvert fald på min blog, men nu har jeg kun lige een ting mere lige nu.

Som nogen måske ved, så var vi blevet lidt utilfredse med Jysk Rejsebureau i forbindelse med vores sommerferie i Rusland. Problemet var basalt set at vi blev afkrævet et ekstrabeløb kort for afrejsen uden mulighed for at afvise det. Det brokkede vi os over da vi kom hjem, men det gav ikke rigtigt noget resultat. Derfor kontaktede jeg engang i august Rejseankenævnet for at høre, om det var noget, man rent faktisk kunne klage over. Efter at have ventet en måneds tid vendte de tilbage med, at de da nok mente, at det var gået skidt til, og at vi skulle sende en formel klage til Jysk Rejsebureau. Hvis rejsebureauet så ikke reagerede, kunne vi gå videre hos Rejseankenævnet. Jeg fik sendt en klage til Jysk Rejsebureau i slutningen af august, og så glemte jeg ellers alt om det. Først i weekenden kom jeg i tanke om, at vi måske burde have fulgt op på klagen, da vi ikke havde hørt noget som helst. Derfor skrev jeg en mail til Jysk Rejsebureau hvor jeg skrev, at hvis jeg ikke hørte noget meget snart, så ville vi sende klagen videre.
Og så skete der ellers noget. I dag kom der så en mail med denne tekst:

“Du har helt ret og du skal naturligvis have dine penge tilbage!”

Sværere skal det åbenbart ikke være. Og hvad kan man endnu en gang lære af det? Bare brok løs, nemlig.

 Go-cart x2

  • November 27th, 2007
  • 9:01 pm

Sidste torsdag var vi ude og køre go-cart med Trifork i anledning af et investorarrangement. Egentlig havde jeg slet ikke set at der var noget, men Niels (Astrids storebror) var så flink at spørge mig, om jeg ikke skulle med. Sådan noget skal man jo ikke gå glip af, især ikke hvis det er gratis. Det mente Ulrik heller ikke, så han var også med – endda som interesseret investor, så helt misbrug var det ikke.
Arrangementet foregik i Racehall med lige omkring 30 deltagere. Der skulle køres 2-timers-løb, hvor vi var delt ind i hold på 3. Jeg kørte så sammen med Ulrik og Niels, og for både mig og Ulrik var det første gang. Det var naturligvis også undskyldningen for, at vi havnede på en fin sidsteplads, for de andre havde tydeligvis øvet noget mere end os.
Efter go-cart havde vi købt billetter til norske The Goo Men, som spillede i Voxhall. The Goo Men havde jeg jo hørt tidligere til SPOT, men det var nyt for Ulrik og Niels. Personligt synes jeg, at de endnu en gang leverede glimrende underholdning, det eneste ærgelige var, at der ikke var flere folk til at skabe en god stemning.

Overskriften hinter jo til, at der blev kørt mere go-cart, og det var da også tilfældet. I dag var vi nemlig i Racehall igen, denne gang i forbindelse med et internt arrangement. I modsætning til sidste gang var vi kun 13, og vi skulle kun køre en halv time. Til gengæld var der ikke hold, så man kørte selv hele tiden. Det viste sig, at øvelsen fra i torsdags var givet godt ud, i hvert fald havnede jeg på en 3.-plads, kun 3/10 sekunder efter nummer 2, som var meget tæt på nr. 1, så det var lidt bedre. Til gengæld er mine hænder nu ret smadrede, for åbenbart har man en tendens til at holde noget stramt om det rat.

Jeg havde denne gang også tænkt på at tage kamera med, men eftersom alle skulle køre hele tiden var det lidt svært at tage billeder. Derfor må det blive ved dette billede af Christian, Jon og Troels efter løbet:


gocart

 Julebag

  • November 26th, 2007
  • 10:00 pm

Det er ikke helt jul endnu, men det tager traditioner sig ikke rigtigt af. Derfor var der dømt julebag forrige søndag (jaja, jeg er lidt bagude) sammen med Ulrik og Malene. Det blev til en dag i småkagernes tegn, og det var vældigt hyggeligt.

Billeder kan ses her.


kager

 Kunsten at lave pasta

  • November 26th, 2007
  • 9:54 pm

Jeg fik lige tømt kameraet og kom i tanke om, at jeg havde været i gang med et mindre pastaeksperiment. I forbindelse med en opskrift i en af Jamie Olivers kogebøger, skulle der bruges noget fusilli pasta, hvilket jeg ikke lige havde mere af. Derfor tænkte jeg, at jeg da lige kunne lave noget selv – hvor svært kan det være at lave en pastaskrue?
Svaret kender jeg ikke, jeg ved kun at det ikke lykkedes for mig. Derfor gik jeg over til en lidt simplere udgave som vist på billedet. Hvis nogen har løsningen hører jeg gerne om den. Google var ikke meget bevendt.


pasta

 Breaking the Spell

  • November 12th, 2007
  • 11:02 pm

Efter et længere stykke tid kom jeg endelig igennem Breaking the Spell af Daniel C. Dennett. Jeg mener, at jeg så et interview med ham på The Daily Show engang, og mente at det lød vældigt spændende. Bogen handler om hvorfor religion formentligt bare skal ses som et naturligt fænomen, og så er det ellers en længere diskussion af, hvordan religion har udviklet sig, og hvorfor religion bør udsættes for en mere videnskabelig undersøgelse. Den er mest rettet mod et amerikansk publikum, men for interesserede er det fin læsning, og den ligger på linje med Richard Dawkins The Selfish Gene.

I øvrigt er jeg også kommet igennem Arthur C. Clarkes Rama og Rama II - det tog ikke nær så lang tid, men det er ganske sikkert, at jeg også må have de sidste to i serien.