Efter et længere stykke tid kom jeg endelig igennem Breaking the Spell af Daniel C. Dennett. Jeg mener, at jeg så et interview med ham på The Daily Show engang, og mente at det lød vældigt spændende. Bogen handler om hvorfor religion formentligt bare skal ses som et naturligt fænomen, og så er det ellers en længere diskussion af, hvordan religion har udviklet sig, og hvorfor religion bør udsættes for en mere videnskabelig undersøgelse. Den er mest rettet mod et amerikansk publikum, men for interesserede er det fin læsning, og den ligger på linje med Richard Dawkins The Selfish Gene.
I øvrigt er jeg også kommet igennem Arthur C. Clarkes Rama og Rama II - det tog ikke nær så lang tid, men det er ganske sikkert, at jeg også må have de sidste to i serien.





