Skip to Content »

Life of Recht » archive for December, 2007

 Ny tand, del 2

  • December 13th, 2007
  • 9:32 pm

I dag var det så 4 måneder siden jeg fik pillet en tand ud, og det betød at jeg skulle en tur til Flensborg for at få sat implantat i. Implantatet består af noget der ligner en skrue med en møtrik i den ene ende. Skruen bliver så sat i kæben, og ovenpå kan der sættes en normal krone.
Det hele foregik ganske smertefrit. Det lyder voldsomt at der bliver åbnet op for tandkødet og boret i kæben et par gange, men det er faktisk ret harmløst. Selv efter bedøvelsen er forsvundet er der ikke rigtigt noget at mærke.
Nu skal jeg så vente 4 måneder mere før der bliver målt op til kronen, og så er det eventyr ved at være overstået. Så kan der tages fat på det næste.
Som en lille opdatering har jeg naturligvis taget et billede af den nye situation. Som altid er det formentligt kun for mindre sarte sjæle, og da billedet er tilpas friskt kan man ikke se noget metal. Det kommer nok senere.

 Julefrokost nr 2

  • December 9th, 2007
  • 8:44 pm

I fredags var der så dømt julefrokost med Trifork. Den startede med noget stomp-undervisning, hvor vi skulle spille på kost, tønde og andet godt. Det var vældigt underholdende, om end en smule hårdt når nu man havde taget slips på. Efter det var der dømt vinsmagning – om det var en god ting at have inden aftensmaden skal jeg ikke helt kunne sige, men i hvert fald fik vi da drukket noget vin. Til aften var der naturligvis mad fra Chili John og (meget) mere vin. I modsætning til sidste år var der hverken pakkespil, tequila eller sambuca, men det gik nu fint nok alligevel. Efter maden spillede Booze Brothers endnu en gang fin musik, og på trods af at vi hver kun fik udleveret 5 ølbilletter, blev der frembragt og drukket en stabil omgang alkohol. Aftenen sluttede på Train, hvor der var 1 mia mennesker og ikke noget bordfodboldbord. Og på noget magisk vis havde jeg ikke slemme tømmermænd lørdag – muligvis fordi jeg sov til kl 15. Dermed var det alt i alt en god succes, endnu en gang.

 Julefrokost nr 1

  • December 5th, 2007
  • 10:33 pm

I lørdags holdt vi julefrokost for venner og bekendte. Det startede ud med at være en ITCampus-julefrokost, men de fleste faldt hurtigt fra, og så var det bare The Usual Suspects: Rolf og Maria, Ulrik og Malene, Søren, Claus, Thomas og Lisa og så os selv (er det i øvrigt en god ting at man kan linke til alle ens venner?).
Vi havde bestemt os for, at vi egentlig ikke gad lave julemad, så menuen stod på bacondadler og ørredmousee til forret, langtidskogt oksebov med rodmos til hovedret og 3 slags hjemmelavet is til dessert.
Lidt jul skulle der dog være, og det indebærer det obligatoriske pakkespil. I vores forsamling hedder det Huggespillet, og er udformet, så det bliver lidt mere action packed. Det blev det bestemt, og spillet kan anbefales som en afløser for det traditionelle. Reglerne har Ulrik været så flink at gemme, så det er bare med at komme i gang.

Ellers var det en ganske fin aften. Der blev taget en del billeder, men eftersom digital spejlreflekskamera/person-fordelingen var 2/5, blev de ikke alle sammen taget med mit kamera. Dem der blev taget kan ses på SmugMug.

Tilbage er så firmajulefrokosten med Trifork, som finder afsted på fredag. Jeg slap afsted uden væsentlige tømmermænd i lørdags, så nu bliver det spændende at se om den succes kan gentages. Håbet er spinkelt…