Skip to Content »

Life of Recht » archive for February, 2009

 Google IO

  • February 21st, 2009
  • 6:41 pm

Det er ved at være noget tid siden jeg sidst har været ude at rejse med arbejdet, men nu har jeg så fået lov til at tage til Google I/O i San Francisco til maj. Umiddelbart er jeg den eneste, der skal afsted, men vi har snakket om, at Astrid måske skulle tage med og så blive lidt længere. Uanset hvad så glæder jeg mig allerede. Desværre er dollaren jo stedet en del igen, men mon ikke nok man kan rende ind i et godt tilbud alligevel?

 Mænd der hader kvinder

  • February 21st, 2009
  • 11:34 am

Egentligt havde jeg det lidt med Stieg Larssons bøger som jeg har det med Ringenes Herre og andre – begge dele er lidt for hyped. Det er næppe helt rationelt, for det kan jo rent faktisk godt være, at de er gode nok, men på den anden side er der rigeligt andet at læse. Nu kommer Mænd der hader kvinder i biografen, og den er jeg indlagt til at se, og så fik jeg at vide, at jeg også godt kunne tage at læse bogen. Det har jeg så gjort. Det tog kun fredag eftermiddag/aften, så det vidner vel om en relativt let læst bog, og jeg må da så også erkende, at den er rimeligt fængende. Nu har jeg så bare en eller anden suspekt fornemmelse af, at filmen kommer til at ødelægge et eller andet, men det må vi jo se. Jeg lånte Mænd der hader kvinder, men nummer to i serien, Pigen der legede med ilden, var ikke lige til at låne. Ved noget af et tilfælde er den til gengæld på tilbud i Netto næste uge, så det kan da være at jeg skal købe den der.

 Brisingr

  • February 15th, 2009
  • 11:59 am

En af de bøger, jeg fik i julegave, var Brisingr. Det er 3. bind i en fantasy-serie som jeg fik de første 2 af for et par år siden. De to læste jeg da vi var med den transsibiriske jernbane, og siden da har jeg ventet på, at den 3. bog og sidste skulle komme. Det gjorde den så kort før jul, og det var jo så en fin ting, at jeg fik den.

I bøgerne følger man den unge Eragon, som ved et tilfælde faldt over et drageæg da han var lille. Nu er han så blevet lidt større og er blevet drage-ridder (eller drage-rider), og så skal han selvfølgelig bekæmpe alverdens ondt. Det er vist klassisk fantasy, og det er fint skrevet. Det eneste der irriterede mig noget så grusomt var, da jeg halvvejs igennem bogen (der alligevel er på omkring 750 sider) fandt ud af, at handlingen slet ikke skred hurtigt nok frem. Da jeg så bladrede om bagest i bogen stod der da også, at serien der tidligere hed “Inheritance Triology” nu hedder “Inheritance Cycle”, og at den ikke ville blive afsluttet ved det 3. bind alligevel. Udmeldingen er så, at historien afsluttes i nummer 4, men nu er det jo tydeligvis ikke til at stole på. Jeg vil da også kraftigt mene, at man kunne have skåret en del sider væk – jeg havde fx ikke behøvet et helt kapitel om, hvordan Eragon får lavet et nyt sværd.

Det er der jo nok ikke så meget at gøre ved, og jeg bliver da nok også nødt til at læse næste bind, når det engang dukker op.

 Hindbærsnitter

  • February 11th, 2009
  • 10:09 pm

Kage skal der jo til, og i dag skulle det så være hindbærsnitter. Det har vi ikke prøvet at lave før, men det gik nu alligevel nogenlunde efter planen. Eneste krise var, at vores opskrift sagde, at de to plader skulle bages først, og derefter skulle marmeladen på, og her kommer så et endnu uafklaret punkt: Hvordan lægger man to plader på ca 35×35 cm ovenpå hinanden mens de stadig er varme og porøse? Jeg ved det ikke, og det betød da også et mindre brud i den øverste plade. Heldigvis dækkede glasuren de værste skader, og endnu vigtigere tog smagen ikke skade.

Hindbærsnitter

Mere dokumentation kan findes på SmugMug.

Og til de interesserede er her opskriften:
Rør 250g smør sammen med 250g sukker. Tilsæt derefter 500g mel og 3 æg. Rul hele skidtet ud på et bord drysset godt med mel i en plade på ca 70×35 cm, svarende til 2 bageplader. Skær pladen over på midten og læg hver del på en bageplade og bag dem (separat) i ovnen ved 200° i ca 15 minutter, eller til kanten begynder at blive mørk. Når den første er færdig, tages den ud og hindbærsyltetøj smøres ud over (her kan det i øvrigt bemærkes, at det godt kan betale sig at gå efter noget lidt bedre end Nettos slaveudgave). Læg den anden plade ovenpå (mit bud er at skubbe den direkte fra bagepladen og ned over). Det er ikke verdens undergang hvis der kommer en revne eller to. Ovenpå smøres et godt lag glasur (flormelis og lunkent vand, muligvis tilsat en lille smule eddike), og det hele afsluttes med multifarvet krymmel (igen: ikke være nærig med mængden). Skær ud mens alt stadig er varmt i passende stykker.

 Bøger og bagning

  • February 8th, 2009
  • 6:51 pm

Denne weekend må siges at have stået i brødets tegn. Vi har tidligere forsøgt at tilmelde os et AOF bagekursus, men det har tidligere været ganske overbooket. Senere var vi dog lidt heldigere, og her i weekenden var vi så på bagekursus (økologisk endda). Det var vældigt, og vi fik bagt speltkager, fermentbrød, burgerboller, pitabrød, franske flutes, roulade og rugbrød. Underviseren var ikke uddannet bager, men han havde da en mening om de fleste ting – som sædvanligt kan det godt gå lidt for vidt med helsetrippet, men det havde nu ingen videre indflydelse på brødet. Det eneste, der ikke gik helt efter planen var vist pita-brødene, og det var nok mest fordi de ikke fik lov til at hæve helt længe nok. Det må blive bedre næste gang.

Ellers er der ikke sket så meget i weekenden, ud over at vi var en tur forbi Kvickly, hvor de havde tilbud på en stak Liza Marklund-bøger, så der kom jeg til at købe retsten af samlingen, så er der da lidt let at læse i de suspekte vintertimer.

 Dexter: An Omnibus

  • February 1st, 2009
  • 10:41 pm

En af årets julegaver var Dexter: An Omnibus af Jeff Lindsay. Nogen kender måske Dexter fra tv-serien af samme navn – selv har jeg endnu ikke set serien, men jeg har da fået læst bogen, der er en samling af tre historier om kriminalteknikeren Dexter, der tilfældigvis også er seriemorder. Lyder det bizart? Det er nok fordi det er en anelse underligt. For at det hele kan holde til noget som helst, er Dexter selvfølgelig seriemorder af den gode slags – dvs at dem han slår ihjel ikke ligefrem er uskyldige mennesker. Om det så gør det til det rigtige at gøre kan man sikkert diskutere, men uanset hvad så er det glimrende læsning. Alt ses ud fra Dexters synsvinkel, og den mangler enhver form for empati eller menneskelig forståelse. Det betyder, at ca alt reduceres til objektive observationer, og det er så endnu en gang her, at det bizare slår igennem. Trods alle hans mangler lykkes det alligevel for ham først at finde en kæreste, så blive forlovet ved et uheld for til sidst rent faktisk at blive gift. Alt sammen præsenteret som et relativt stort tilfælde, som han ganske uforstående bliver transporteret igennem.

Der skulle efter sigende være flere historier om Dexter end de tre, jeg læst, og dem må jeg nok hellere få læst. I mellemtiden kan kanal Torrent formentligt hjælpe med at finde serien.

 Skiferie

  • February 1st, 2009
  • 8:53 pm

Den sidste uge har jeg brugt i Val Thorens sammen med min storesøster, Søren og et par andre på skiferie. Det er andet år jeg er afsted en uge, og det er bestemt ikke for meget. Sidste år var vi i La Rosiere, som er et noget mindre sted end Val Thorens, men til gengæld også lidt hyggeligere efter min smag. Skiferie for mig er ensbetydende med ca fire ting: Skiløb, Risk, mængder af slik og sodavand samt læsning. Ingen af de fire ting kræver myriader af mennesker, hvilket Val Thorens ellers godt kan levere. Til gengæld er der så temmelig store mængder pister og dertil hørende muligheder for at prøve lidt forskelligt – det er dog bare ikke helt overbevisende når det hele er så uoverskueligt skruet sammen, at man bliver nødt til at finde pistkortet frem hver gang man møder en lift eller en forgrening.


Heldigvis var vejret ganske fint på nær een dag, hvor det var så tåget, at vi bare blev hjemme. Vejrudsigten havde lovet temmelig blandet vejr, men det blev altså til sol, sol og sol. Desværre faldt der så ikke noget nyt sne, hvilket ellers var noget tiltrængt de sidste dage.


Turens ubestridte topbegivenhed kom allerede første dag på ski, hvor vi var tre der skulle prøve at køre over i en af de andre dale for at lede efter præparerede pister (det havde de kære franskmænd ikke lige bekymret sig om at ordne den første dag vi var der). Da tiden så var kommet til at tage en lift tilbage til Val Thorens, viste det sig at en af de temmelig væsentlige pister var lukkede, og da vi fandt ud af det var det for sent at finde en anden lift, for da var alt nemlig lukket. Det betød så en taxatur på dejlige 150 euro.


Tilbage er så bare følgende spørgsmål: Hvor mange kombinationer kan man magte at konfigurere sit lagen + usle tæppe i i løbet af en nat? Svaret er 4 (og ja, det er alle afprøvet på den seneste tur):

  • Ca som det var da søvnen indtraf: Lagnet nederst, så kroppen ikke har nogen kontakt til det suspekte tæppe

  • Kun tæppet (og et lille gisp ved opvågning når man opdager, at der nu er meget tæt kontakt)

  • Kun lagenet (og en kulde-rystende krop)

  • Og så den underligste: Tæppet nederst og lagenet fint lagt ovenpå