Skip to Content »

Life of Recht » archive for 'balder'

 Den evige mangel på opdatering

  • September 25th, 2009
  • 7:46 pm

Ja, så gik tiden endnu en gang, så måske jeg lige skulle skrive et eller andet. Siden sidst er der formentligt sket alt muligt, men på nuværende tidspunkt er det ikke til at huske det hele, men det er noget med ferie til Kreta, vi er startet på hundetræning med Balder, jeg har holdt (og skal holde) en mængde kurser, og er i den anledning blevet autoriseret Spring trainer, alt muligt arbejde i haven, og meget andet.

En af de ting, jeg dog kan huske er, at jeg har købt mig et trommesæt til Guitar Hero. Hvordan kan det nu gå til?, er der måske nogen der spørger, især dem der godt ved, at jeg ikke ejer nogen videre musikalsk sans. Det vil jeg som sådan heller ikke påstå at jeg gør, men åbenbart kan man godt blive god til det alligevel. Så efter at have siddet lidt fast i nogle af de sidste sange med guitar på expert tænkte jeg, at jeg måske skulle prøve det med trommerne. Indtil videre går det såmænd vældigt godt (jeg er kommet et stykke ind i hard), men man må så absolut sige, at det er væsentligt hårdere en guitaren – jeg ved ikke om det er sværere, men det er i hvert fald noget, man godt kan komme til at få varmen af.

Næste uge står den igen på undervisning i København i 4 dage, hvilket sådan set ikke passede voldsomt godt ind i vores planer, især ikke når Balder også skal passes og aktiveres. Derfor blev en af betingelserne for, at jeg tog over og underviste, at Balder blev passet i de dage, så han skal så passes af en fra arbejdet. Det bliver lidt spændende at se hvordan det går, for han er lidt en rod for tiden – i mandags gnavede han et netkabel over, og han har også haft lidt fat i noget af tapetet – og så har han et meget anstrengt forhold til hårbørster (især hvis det er andre, der reder hår).

Det må indtil videre være det… Eller måske lige en enkelt ting mere: I forbindelse med JAOO-konferencen om 1½ uge skal vi bruge noget Twitter, så nu har jeg også fået mig sådan en konto. Hvis nogen skulle finde frem til den, så forvent ikke alt for meget – selvom jeg da har installeret en Twitter-dims på telefonen også.

 Ferie?

  • July 12th, 2009
  • 8:40 am

Ja, det kunne være lækkert med en omgang ferie, men det bliver vist senere. Indtil videre er det bare helt normale arbejdsdage, og det betyder også at Balder har været med på arbejde et par gange efterhånden. Det håndterer han fint nok, og da en af sekretærerne også har haft en hvalp med, har der været nok at lave. Jeg kunne så godt have undværet at han fik tynd mave en dag… Og det er jeg ret sikker på, at de andre også godt kunne… Men det jo åbenbart hvad der kan ske.

Lidt fornøjelse bliver det da også til – i onsdags var jeg i Herning til Bruce Springsteen koncert (sammen med alt for mange andre). Selve koncerten var helt i top, og de spillede i tæt på tre timer med gang i den hele vejen, så det er svært at klage over. At lyden så ikke var helt perfekt må man leve med. De kunne dog godt lige have solgt 15000 færre billetter, så kunne det have været, at der rent faktisk var lidt plads at bevæge sig på. Vi kom ca ½ time før koncerten skulle begynde, og der mødte man bare en mur af mennesker helt nede bagved, og så skulle man ellers kæmpe sig fremad hvis man bare ville kunne se det mindste.

Lavpunktet var så da vi skulle hjem igen. Parkeringen gik ret smertefrit, men at komme ud igen tog godt og vel 1½ time (før bilen overhovedet kunne køre så meget som en meter). Det virkede totalt tåbeligt.

Inden længe står den jo så på U2, og jeg håber at de også leverer en lige så god vare, og at omgivelserne er lidt bedre end i Herning.
Hvis nogen skulle være interesserede, er der taget en bunke billeder af Balder og andre sager, som kan ses på SmugMug.

 Fødselsdag, bryllupsdag og så alene

  • June 28th, 2009
  • 9:11 pm

I går var det jo min 31-års fødselsdag og vores 1-års bryllupsdag. Det blev fejret med brunch, en tur på stranden, resterne af bryllupskagen fra sidste år og så en tur på Den Gamle Kro i Odense. Inden da var der blevet givet kage på behørig vis på arbejdet (sommerfugle-cupcakes i cupcakestativ), hindbærsnitter, jordbærtærte og marshmallow fudge), så der manglede vist ikke noget. I dag har jeg så kørt Astrid til lufthavnen i Hamburg, så hun kunne komme afsted til Bangladesh. Det bliver forhåbentligt en god tur, selvom det nok bliver en anelse hårdt at være hjemme alene i en måned. I det mindste har jeg selskab af Balder, og så satser jeg ellers på at tiden kommer til at gå nogenlunde hurtigt.

 Vinderhund

  • May 17th, 2009
  • 10:30 pm

Sådan ser en ægte vinderhund på 8 uger ud:

Balder, 8 uger gammel