Skip to Content »

Life of Recht » archive for 'clarke'

 The Complete Robot

  • September 7th, 2008
  • 8:59 pm

I dag kom jeg igennem Isaac Asimovs The Complete Robot, som er en samling af Asimovs historier om robotter. Det er mit første møde med Isaac Asimov, og det bliver nok ikke det sidste. Man kan roligt sige, at historierne ikke er de nyeste – en del af dem stammer helt tilbage fra 1940’erne, men det mærker man ikke så meget til. De er vældigt godt skrevet, og det er fint at bogen også indeholder lidt introducerende tekst til de forskellige historier. Og selvom der er tale om en række mere eller mindre selvstændige historier, så er der også et længere forløb i mange af dem, især omkring US Robotics. Klart anbefalelsesværdig (selvom jeg har en snigende mistanke om, at andre godt ved det, og det bare er mig, der er bagefter).

For at blive i samme emne kan jeg da lige sige, at jeg også er kommet igennemde to resterende bøger i Arthur C. Clarkes serie om Rama, nemlig Rama II og Rama Revealed. De to bøger giver en god afslutning på serien – selvfølgelig ikke nogen endegyldige svar, men man føler sig heller ikke helt snydt.

 Arthur C. Clarke begravet

  • March 23rd, 2008
  • 2:17 pm

Alt godt får en ende, og det samme gælder for Arthur C. Clarke. Han døde d. 19 marts og blev 90 år. På trods af sin temmeligt fremskredne alder, er hans seneste bog fra 2005, så man kan ikke ligefrem sige, at han har ligget på den dovne side. Det er altid ærgeligt når så store personligheder dør, men nu må man så glæde sig over, at hans bøger bliver tilbage. Heldigvis er der stadig masser af dem, som jeg ikke har læst, så jeg vil se frem til at blive grebet af hans fortræffelige science-fiction-evner igen.

 The Commonwealth Saga

  • January 5th, 2008
  • 11:50 pm

Hen over julen har jeg været travlt beskæftiget med at komme igennem Peter F. Hamiltons “The Commonwealth Saga”, der består af to bøger: Pandora’s Star og Judas Unchained. Til sammen udgør de lige under 2200 sider, så der er lidt at arbejde på. Til gengæld er det spændende læsning – Judas Unchained kom jeg igennem på 4 dage, og det var lige før jeg begyndte at drømme om ftl-rumskibe, immotiles, fusionsbomber og andet godt. Med så mange sider kommer man selvfølgelig langt omkring, men jeg synes nu alligevel, at det hele hang fint sammen. I forhold til fx Arthur C. Clarke er der stadig et eller andet, der mangler – muligvis fordi Clarke rent faktisk videnskabsmand af profession, og derfor havde mere fokus på de tekniske aspekter, mens Hamilton skriver på et mere personfikseret niveau. Det skal dog ikke afholde mig fra at anbefale de to bøger, og jeg må nok også hellere se at få fat i nogle flere af hans bøger.
Inden jeg kommer så langt har jeg dog noget af en backlog, jeg skal igennem, både fag- og skønlitteratur. Næste projekt bliver vist RESTful Web Services, men det er nu mest fordi jeg skal bruge det på arbejdet. Hvad man dog ikke gør i sin fritid…