Skip to Content »

Life of Recht » archive for 'Datamater'

 Ny bærbar

  • October 18th, 2007
  • 7:48 pm

Dagen i dag startede med en sms: “Hvornår kommer du ind på kontoret i dag? Der har været indbrud, og min maskine er væk… og jeg tror også at din mangler med mindre du havde den med dig hjem?”
Svaret var, at jeg naturligvis ikke havde taget min med hjem, og at jeg derfor også manglede en bærbar da jeg mødte 5 minutter senere. Helt fantastisk. Første tanke var, om mit gode gamle FingerWorks TouchStream-tastatur også var væk, men det viste sig, at de i det mindste kun var løbet med en stak bærbare. Næste store spørgsmål var så, om jeg havde haft noget liggende, som ikke lå andre steder. Svaret er nok, at det var der ganske sikkert, men indtil videre er jeg ikke kommet i tanke om noget livsnødvendigt. Det ville dog undre mig, hvis det ikke lige pludselig viser sig, at der var noget kursusmateriale, som kun jeg havde liggende, og som derfor skal laves forfra. I det mindste havde jeg ikke noget kode liggende, som ikke var lagt i Subversion.
Nå, men det var jo så en noget tam start på dagen, og det er noget svært at sætte sig ud over at man ikke har en computer at arbejde på. Derfor blev der taget en halv-rask beslutning om at købe nogle nye maskiner med det samme. Efter nogen overvejelse blev vi enige om, at vi hellere måtte følge i mange andres fodspor og anskaffe et par MacBook Pro fra Humac. Over middag var vi derfor endnu en gang i besiddelse af bærbare computere.
Og for dem, der skulle tænke det, så betyder det ikke, at jeg har sluppet Linux-vognen… Efter at have konkluderet, at skiftet fra xmonad til OS X ganske enkelt ville være for drastisk, installerede jeg den nye Ubuntu på maskinen. Så er alt ved det gamle igen.

 On the Edge: The Spectacular Rise and Fall of Commodore

  • October 7th, 2007
  • 2:45 pm

Et af mine impulskøb var On the Edge: The Spectacular Rise and Fall of Commodore – den definitive historie om Commodore – for de uvidende, dem bag VIC-20, C64 og Amiga. Det er en fantastisk bog med masser af detaljer, og selvom jeg selv var den glade bruger og ejer af VIC-20, C64, Amiga 500 og Amiga 1200, så var jeg på ingen måde bekendt med den fulde historie. Dengang alt brød sammen var der nok mange der, lige som jeg, tænkte “hvordan kunne det nu lige gå så galt”, men efter at have læst bogen, tænker jeg mere noget i retning af “hvordan kunne det nogensinde gå så godt”, for mængden af tåbelige fejl er nærmest usandsynlig stor.
Så hvis nogen har ejet en Commodore-maskine på et tidspunkt, og ellers er interesseret i historien, så er denne bog et absolut must.

 Tidsplaner og budgetter

  • February 7th, 2007
  • 9:16 pm

Så kom det igen: DR’s byggeri bliver 700 mio kr. dyrere end forventet. Det kan man mene om hvad man vil – mit bud er, at der kommer nok negative udbrud i kommentarerne på TV Avisens blogs – det plejer folk i hvert fald ikke være langsomme til.
Det mere interessante i min verden er, at det er endnu et eksempel på, at en gammel traver ikke holder: Nemlig at nogen mener, at når man nu kan bygge broer og store bygninger efter en præcis tidsplan og indenfor budgettet, hvorfor kan det samme så ikke lade sig gøre i forbindelse med software?
Svaret er jo så, at begge dele er mulige, men det kan lige så godt gå galt i normalt byggeri. DRs byggeri er et godt eksempel – Som Kenneth Plummer sagde for lidt siden: Omstændighederne har ændret sig, og de forudsætninger, der blev lagt til grund for de oprindelige budgetter, holder ikke længere. Lyder det bekendt?
Spændende bliver det så når der indføres SCRUM i byggebranchen.

 Bule i bil

  • November 9th, 2006
  • 5:39 pm

Jaja, en gang skal jo være den første, men det er nu alligevel træls, især når man ikke selv er ude om det. Da jeg skulle på arbejde i morges (på gå-ben) kom jeg til at se, at nogen havde efterladt et større mærke i siden af min bil… Det viste sig at nogen havde været imod med en bil, og at der var kommet en fin ridse gennem lakken. Og selvfølgelig ikke nogen seddel om, at vedkommende var klar over det.

Heldigvis kan jeg da huske, at jeg parkerede ved siden af en blå Fiat Panda, og den holdt da også på parkeringspladsen da jeg kom hjem. En lille opmåling og nærmere eftersyn på pandaens kofanger afslørede da også, at der snildt kunne være tale om den skyldige. Nu skal jeg så bare have fundet frem til ejermanden.

 Guldogtis er død

  • August 13th, 2006
  • 1:33 pm

I dag skete det endelig: Den nærmest legendariske guldogtis er kørt på genbrugspladsen. For dem der ikke ved det (der er nok mange), så var guldogtis vores cvs-server på dat1. Navnet stammer (naturligvis) fra Casper og Mandrilaftalen i et klassisk afsnit med djævelen. De sidste par år har den stået inde i et skab, og nu er den altså væk.

 Tech-blog oprettet

  • July 18th, 2006
  • 3:40 pm

Det har efterhånden irriteret mig i et stykke tid, at jeg ikke havde noget ordentligt sted at lede engelske besøgende hen, så det har jeg nu fået rettet op på ved at oprette en ny blog, Tech-blog, der kommer til at indeholde alt om teknik, Java osv. På engelsk.

 Træstruktur i en database

  • June 21st, 2006
  • 10:21 pm

Jeg fik lige et link til, hvordan man gemmer en hierarkisk datastruktur i en database på en måde, der også er pladseffektiv.

Den normale måde er at have en tabel med (id, parentId) – det er lige til at implementere, og passer fint på en objektmodel ovenpå. Desværre er den model meget ineffektiv, da forespørgsler typisk medfører rekursivitet, og dermed flere forespørgsler til databasen.

Det kan afhjælpes ved at indføre noget redundans – det mest kendte eksempel er vist det, hvor der er en række for hver efterfølger til en parent sammen med et niveau – dvs (id, parentId, level). Den struktur er optimeret til forespørgsler, til gengæld tager det noget mere plads, og det er mere kompliceret at flytte knuder rundt.

En anden udgave, der er ca. lige så effektiv, er beskrevet på SitePoint. Her inddeles træet i deltræer, hvor knuderne i et deltræ får tildelt værdier, der ligger i et kendt udfaldsrum. Dermed kan man spørge på alle knuder, hvor værdien er mellem to værdier, og på den måde få alle børn ud. Interesting stuff.

 JAOO

  • June 8th, 2006
  • 6:20 pm

Reklame:
De vigtigste talere og emner er ved at falde på plads for årets JAOO, så det er vist bare med at få sig meldt til. Personligt har jeg tænkt mig at klone mig i 5, så jeg kan følge alle tracks.
Uanset hvad, så er det bare med at få meldt sig til. Nu.

 Javascript debugger

  • May 26th, 2006
  • 1:41 pm

I denne tid med Ajax overalt, har der manglet en ordentlig debugger lidt. Venkman, den klassiske fra Mozilla, er ikke særlig brugervenlig, og er efterhånden også lidt forældet, men det er der nu råd for. Som rapporteret på Ajaxian, er FireBug nu ude i en ny version, og den ser noget spændende ud. Det ligner en af de extensions, der bør være standard i enhver installation.

 JavaOne overstået

  • May 20th, 2006
  • 7:20 am

Så kom jeg alligevel helskindet igennem JavaOne. Det har været en ganske lærerig oplevelse, og der er en hel del emner, jeg kan putte på min liste over ting, jeg skal have kigget på engang. Det værste er sådan set, at mange af tingene er så nye, at de ikke vil indgå i mit daglige arbejde i lang tid, men så er det jo altid godt, at man også kan lave noget i fritiden…

Nå, men dagen gik med en session for alle med Scott McNealy, James Gosling og andre berømtheder. Det var ikke videre teknisk, men med den slags personer gør det ikke så meget.
Derefter blev det til en session om JMX, hvilket var en af de mindre heldige sessions. Den blev holdt af to indere og en fra Spring, og de to indere trak det godt ned – både fordi de ikke helt var til at forstå og fordi de ikke rigtigt magtede at forklare emnet.
Videre til Scott Ambler, der holdt en session om, hvorfor agile processer virker, og hvad de går ud på. En farlig type, der havde masser af gode pointer – og som sagde lige lovlig mange ting, der passer lidt for godt på det projekt, jeg er på for tiden. Det er altid godt at blive bekræftet i sådan noget.
Dagen blev sluttet af med en gang tomgangstale af en fra Adobe – emnet er jeg lidt usikker på. Jeg troede at det skulle handle noget om forskellige frameworks til klientudvikling, men det gjorde det absolut ikke. I stedet var det en eller anden løst sammenhængende snak om forskellige teknologier, og hvor godt det kunne være, hvis tingene passede lidt bedre sammen.

Da alt det seriøse var overstået, fik jeg shoppet lidt – mest bøger og lidt tøj, og aftenen blev sluttet af med burger og milk shake. De to ting ligger nu så godt i maven, at jeg vist bare skal i seng.