Skip to Content »

Life of Recht » archive for 'fødselsdag'

 LibraryThing, kage og meget andet

  • November 23rd, 2009
  • 9:16 pm

Det er jo endnu en gang lykkedes for mig at forsømme min blog ganske fuldstændigt. Jeg kan vel påstå, at jeg har haft voldsomt travlt med alt muligt andet, men det vil nok ikke være den fulde sandhed (selvom jeg da har holdt kursus to uger i træk, og vi har lavet alt muligt andet).
Nå, men jeg har på trods af alt haft tid til at læse et par bøger af Trudi Canavan, som jeg fik anbefalet på et tidspunkt. Uden at have læst noget af hende selv, havde jeg sidste år givet The Novice til min mor i julegave, og hun havde så selv anskaffet sig de andre to bøger i serien. Dem har jeg så haft lånt og læst nu, og det var ganske fint. Selvom det sådan set er en del sider (omkring 550 pr stk), så er de rimelig hurtigt læst (rundt regnet en uge hver). Det er nok ikke voldsomt spændende at læse dem med alt for meget mellemrum, da historien er ret sammenhængende.

Ellers er det tæt på normal fantasy – gode troldmænd, en ung lærling, onde troldmænd, fremmede lande og så videre. Et nyt koncept må dog være, at en af mænnerne er til den falske side, det er ikke så tit det sker.

Og med de tre læst har jeg faktisk kun en enkelt ulæst bog tilbage på hylden. Godt det snart er jul.

Det leder så videre til LibraryThing, som jeg jo bruger primært til at gemme hvilke bøger, jeg har læst, så jeg ikke finder på at købe dem igen engang. På LibraryThing kan man gemme 200 bøger i sin samling, og den er jeg netop kommet forbi, så jeg har taget mig sammen og købt et livstidsabonnement til den fordelagtige pris af 31$ (man kan selv bestemme prisen, og jeg var flink og gav lidt mere end det normale). Efter at have lagt de 200 bøger ind, begynder LibraryThings automatiske anbefalingssystem også af ligne noget, der kan bruges, så muligvis skal min ønskeseddel til jul bare pege på det.
Til sidst noget helt andet: Astrid havde fødselsdag i sidste uge, og i den anledning havde hun bestemt sig for at der skulle laves lagkage med låg og det hele. Derfor var jeg ude og købe fondant og farve, så vi kunne få brygget sådan en sammen. Det kræver nok lige lidt øvelse – den første blev ikke helt perfekt, den anden blev noget bedre. Trick nr 1 er i hvert fald ikke at rulle fondanten for tyndt ud, for så bliver den meget svær at arbejde med. Og laver man smørcreme og har haft det stående i køleskabet et par dage, så tag det ud i god tid og giv det en solid omgang med røremaskinen, så skal det nok blive godt igen.


Mudcake skåret ud i bunde

Mudcake-bunde fyldt med hindbær- og tobleronecreme


Første forsøg på at lave en lagkage


Andet forsøg på at lave en lagkage


Næste weekend står i øvrigt igen i kagens tegn: Lørdag skal vi til konditorsøndag hos kage-anarkisten i Århus, som efter sigende laver noget, der ligner sønderjysk kaffebord. Søndag er der så store kagedag hjemme hos os selv, hvor Astrids storebror kommer og hjælper os med at lave den årlige omgang julekager.

 Fødselsdag, bryllupsdag og så alene

  • June 28th, 2009
  • 9:11 pm

I går var det jo min 31-års fødselsdag og vores 1-års bryllupsdag. Det blev fejret med brunch, en tur på stranden, resterne af bryllupskagen fra sidste år og så en tur på Den Gamle Kro i Odense. Inden da var der blevet givet kage på behørig vis på arbejdet (sommerfugle-cupcakes i cupcakestativ), hindbærsnitter, jordbærtærte og marshmallow fudge), så der manglede vist ikke noget. I dag har jeg så kørt Astrid til lufthavnen i Hamburg, så hun kunne komme afsted til Bangladesh. Det bliver forhåbentligt en god tur, selvom det nok bliver en anelse hårdt at være hjemme alene i en måned. I det mindste har jeg selskab af Balder, og så satser jeg ellers på at tiden kommer til at gå nogenlunde hurtigt.

 Nu 30 og gift

  • July 3rd, 2008
  • 5:43 pm

Sidste weekend var jo lidt travl – fredag havde vi familie på besøg i anledning af min 30 års fødselsdag og vores bryllup og lørdag havde vi så en stor del af vores venner til fest. Alt sammen en smule hæktisk, men det gik da vist alligevel. I hvert fald en stor tak til alle der kom, og for alle de fine gaver… Nye stole, penge til en fin reol, Playstation 3 og meget andet godt – hvad mere kan man snart klare? Nogle enkelte kunne desværre ikke komme, en enkelt havde glemt det helt (flot, Illum), men der kommer jo nok en anden anledning.

Nu er der så lige en arbejdsdag tilbage, og så er der dømt et par ugers sommerferie. I år bliver det vist ikke noget helt vildt, det bliver vist bare til en tur til Sverige, men det kan nu også være fint nok.

I øvrigt vil jeg da lige bemærke, at selvom der ikke var særlig mange traditioner i spil i weekenden, så har vi dog proppet et stykke bryllupskage i fryseren. Ikke at jeg ikke lige kunne have spist det nu, men det må jo så vente.

Og endelig må jeg hellere lige komme med et link til Astrids nye blog: fededukkefingre.dk.

 Fødselsdag med mere

  • June 17th, 2008
  • 8:55 pm

Nogen har allerede fundet ud af, at jeg bliver 30 om lidt under to uger – de heldige har fået en invitation til fest (som ligger dagen efter min fødselsdag), de uheldige er formentligt bare blevet glemt. Sig til hvis det er tilfældet. Samme dag som jeg fylder 30 sker der også en anden ting – der er hintet til det i invitationen, men åbenbart er det ikke alle, der ved hvad det betyder at leve på polsk. Som det står i invitationen er det slut med det. Givet at vi ikke flytter fra hinanden, kan det kun betyde een ting: Nemlig at vi skal en tur på rådhuset og få papir på forholdet.
Hvorfor det skal være lige nu må være en privat sag, men i hvert fald er kun den nærmeste familie indbudt til selve dagen. Vi satser på et rimelig afslappet forløb, og vi er vist allerede godt på vej væk fra traditionerne – det med ringe kan vi ikke rigtigt finde ud af, fælles navn bliver det heller ikke til, der er ikke planlagt nogen bryllupsrejse, vi skal bare køre i vores egen bil, der er ingen kirke involveret, og sådan er der så mange ting, som vi ikke rigtigt gider. En ting får dog lov til at komme med til festen om lørdagen: Bryllupskagen. Selvom der ikke er lagt op til det helt store outfit, har jeg da også været ude og prøve at finde et nyt jakkesæt – også fordi jeg kun har temmelig mørke sæt, og om sommeren kunne det da godt være, at der ville være noget mere passende. Det har bragt mig igennem ca alle butikker i Odense og Århus, som forhandler jakkesæt af bare nogenlunde kvalitet. Uden resultat. Jeg fandt et sæt fra Tiger of Sweden, hvor jakken passede perfekt, men bukserne var alt for små (eller mine lår alt for store). Jeg måtte en tur helt til København for at finde noget passende (jeg skulle alligevel derover til Sørens fødselsdag), og der viste det sig, at de i ILLUM har en fin Kenzo-biks, og der var det trods alt muligt at finde noget. En anelse dyrt, men tilfældigvis har de udsalg næste uge, så jeg kunne få 30% rabat – og så var det lige pludselig en anden sag. Efter noget oplægning og sager skulle de gerne sende mig et fint sæt i løbet af næste uge. Check.