Skip to Content »

Life of Recht » archive for 'fantasy'

 LibraryThing, kage og meget andet

  • November 23rd, 2009
  • 9:16 pm

Det er jo endnu en gang lykkedes for mig at forsømme min blog ganske fuldstændigt. Jeg kan vel påstå, at jeg har haft voldsomt travlt med alt muligt andet, men det vil nok ikke være den fulde sandhed (selvom jeg da har holdt kursus to uger i træk, og vi har lavet alt muligt andet).
Nå, men jeg har på trods af alt haft tid til at læse et par bøger af Trudi Canavan, som jeg fik anbefalet på et tidspunkt. Uden at have læst noget af hende selv, havde jeg sidste år givet The Novice til min mor i julegave, og hun havde så selv anskaffet sig de andre to bøger i serien. Dem har jeg så haft lånt og læst nu, og det var ganske fint. Selvom det sådan set er en del sider (omkring 550 pr stk), så er de rimelig hurtigt læst (rundt regnet en uge hver). Det er nok ikke voldsomt spændende at læse dem med alt for meget mellemrum, da historien er ret sammenhængende.

Ellers er det tæt på normal fantasy – gode troldmænd, en ung lærling, onde troldmænd, fremmede lande og så videre. Et nyt koncept må dog være, at en af mænnerne er til den falske side, det er ikke så tit det sker.

Og med de tre læst har jeg faktisk kun en enkelt ulæst bog tilbage på hylden. Godt det snart er jul.

Det leder så videre til LibraryThing, som jeg jo bruger primært til at gemme hvilke bøger, jeg har læst, så jeg ikke finder på at købe dem igen engang. På LibraryThing kan man gemme 200 bøger i sin samling, og den er jeg netop kommet forbi, så jeg har taget mig sammen og købt et livstidsabonnement til den fordelagtige pris af 31$ (man kan selv bestemme prisen, og jeg var flink og gav lidt mere end det normale). Efter at have lagt de 200 bøger ind, begynder LibraryThings automatiske anbefalingssystem også af ligne noget, der kan bruges, så muligvis skal min ønskeseddel til jul bare pege på det.
Til sidst noget helt andet: Astrid havde fødselsdag i sidste uge, og i den anledning havde hun bestemt sig for at der skulle laves lagkage med låg og det hele. Derfor var jeg ude og købe fondant og farve, så vi kunne få brygget sådan en sammen. Det kræver nok lige lidt øvelse – den første blev ikke helt perfekt, den anden blev noget bedre. Trick nr 1 er i hvert fald ikke at rulle fondanten for tyndt ud, for så bliver den meget svær at arbejde med. Og laver man smørcreme og har haft det stående i køleskabet et par dage, så tag det ud i god tid og giv det en solid omgang med røremaskinen, så skal det nok blive godt igen.


Mudcake skåret ud i bunde

Mudcake-bunde fyldt med hindbær- og tobleronecreme


Første forsøg på at lave en lagkage


Andet forsøg på at lave en lagkage


Næste weekend står i øvrigt igen i kagens tegn: Lørdag skal vi til konditorsøndag hos kage-anarkisten i Århus, som efter sigende laver noget, der ligner sønderjysk kaffebord. Søndag er der så store kagedag hjemme hos os selv, hvor Astrids storebror kommer og hjælper os med at lave den årlige omgang julekager.

 Brisingr

  • February 15th, 2009
  • 11:59 am

En af de bøger, jeg fik i julegave, var Brisingr. Det er 3. bind i en fantasy-serie som jeg fik de første 2 af for et par år siden. De to læste jeg da vi var med den transsibiriske jernbane, og siden da har jeg ventet på, at den 3. bog og sidste skulle komme. Det gjorde den så kort før jul, og det var jo så en fin ting, at jeg fik den.

I bøgerne følger man den unge Eragon, som ved et tilfælde faldt over et drageæg da han var lille. Nu er han så blevet lidt større og er blevet drage-ridder (eller drage-rider), og så skal han selvfølgelig bekæmpe alverdens ondt. Det er vist klassisk fantasy, og det er fint skrevet. Det eneste der irriterede mig noget så grusomt var, da jeg halvvejs igennem bogen (der alligevel er på omkring 750 sider) fandt ud af, at handlingen slet ikke skred hurtigt nok frem. Da jeg så bladrede om bagest i bogen stod der da også, at serien der tidligere hed “Inheritance Triology” nu hedder “Inheritance Cycle”, og at den ikke ville blive afsluttet ved det 3. bind alligevel. Udmeldingen er så, at historien afsluttes i nummer 4, men nu er det jo tydeligvis ikke til at stole på. Jeg vil da også kraftigt mene, at man kunne have skåret en del sider væk – jeg havde fx ikke behøvet et helt kapitel om, hvordan Eragon får lavet et nyt sværd.

Det er der jo nok ikke så meget at gøre ved, og jeg bliver da nok også nødt til at læse næste bind, når det engang dukker op.

 The Eye of the World

  • June 4th, 2008
  • 10:32 pm

Jeg har ikke været så god til at skrive om mine litterære oplevelser for nyligt, men det betyder nu ikke at der ikke bliver læst noget. En lidt forsinket fødselsdagsgave fra min lillesøster var 1. bog i Robert Jordans The Wheel of Time, og den er jeg endelig kommet til at læse, og har også fået den læst. Det er vel hvad man kan kalde en klassisk fantasy-historie om nogle unge drenge, der viser sig at være centrum for en masse begivenheder. Der er 11 bøger i serien, og efter at have læst 1. bog, som er på lige over 800 sider, kan man godt fornemme, at der er langt endnu. I hovedtræk sker der det, at de tre unge fyre rejser fra deres hjemby til den anden ende af landet. 800 sider senere er de klar til næste eventyr. Der går altså en masse sider på sidehistorier og detaljer, der fint kunne være udeladt, men det er vel heller ikke rigtigt i ånden. Historien er da også ganske underholdende at læse, og jeg bliver jo nok nødt til at komme igennem de andre bøger også. Der er altså sikret indhold til indkøbslisten i ret lang tid fremover.