Skip to Content »

Life of Recht » archive for 'flytning'

 Flyttet og lejlighed solgt

  • April 17th, 2008
  • 7:57 pm

Så skete det sørme alligevel. For det første fik jeg flyttet mig til Odense, hvor vi efterhånden er ved at komme nogenlunde på plads. Nu mangler der bare lige de sidste par kasser og andre ting, der ikke er til at placere. For det andet lykkedes det alligevel at få solgt min lejlighed i Århus. Der var godt nok lige lidt panik en overgang, fordi en køber sprang fra i sidste øjeblik, men heldigvis var der en anden interesseret. Han fik godt nok presset prisen et ekstra hak, men så er den da i det mindste væk.
Flytningen betyder jo også, at pendlertilværelsen er begyndt igen. Indtil videre går det sådan set godt nok. Der kører heldigvis tog direkte fra Odense til Århus, og bortset fra i dag er der god plads. Jeg har jo fornøjelsen af at få ½ times ekstra forsinkelse hver vej pga sporarbejde indtil juli, men heldigvis har jeg fået et mobilt bredbåndsmodem, så jeg kan være online i toget – lige som jeg fx er lige nu. Det betyder, at sådan noget med at arbejde i toget lige er blevet en hel del lettere.

 Lejlighed næsten solgt

  • April 7th, 2008
  • 9:00 pm

Hvis alt ellers går efter planen, så bliver der underskrevet en salgsaftale på torsdag, og så er min lejlighed omsider solgt. Det kan ikke ligefrem siges, at der tjenes store penge på det, men til gengæld bliver den solgt med overtagelse 15. april, så det kan jo sådan set ikke blive meget bedre. Der bliver da også overskud nok til, at mit billån kan blive afbetalt, så helt skidt er det nu ikke – selvom jeg i det optimale tilfælde ville have fået 60.000 kr mere ud af det.

En del af mine ting er allerede blevet flyttet til Odense i lørdags. Det var en smule hårdt, især overraskede det lidt, at mit spisebord var helt så tungt. Desværre blev det også klart, at vi ikke kunne undvære en omgang ny maling, så det måtte vi også i gang med. Næste weekend bliver resten af mine ting så flyttet, og så starter tilværelsen i Odense for alvor. Indtil da må jeg nøjes med at læse og rode med computeren, for fjernsynet er nemlig røget til Odense.