Skip to Content »

Life of Recht » archive for 'investor'

 Go-cart x2

  • November 27th, 2007
  • 9:01 pm

Sidste torsdag var vi ude og køre go-cart med Trifork i anledning af et investorarrangement. Egentlig havde jeg slet ikke set at der var noget, men Niels (Astrids storebror) var så flink at spørge mig, om jeg ikke skulle med. Sådan noget skal man jo ikke gå glip af, især ikke hvis det er gratis. Det mente Ulrik heller ikke, så han var også med – endda som interesseret investor, så helt misbrug var det ikke.
Arrangementet foregik i Racehall med lige omkring 30 deltagere. Der skulle køres 2-timers-løb, hvor vi var delt ind i hold på 3. Jeg kørte så sammen med Ulrik og Niels, og for både mig og Ulrik var det første gang. Det var naturligvis også undskyldningen for, at vi havnede på en fin sidsteplads, for de andre havde tydeligvis øvet noget mere end os.
Efter go-cart havde vi købt billetter til norske The Goo Men, som spillede i Voxhall. The Goo Men havde jeg jo hørt tidligere til SPOT, men det var nyt for Ulrik og Niels. Personligt synes jeg, at de endnu en gang leverede glimrende underholdning, det eneste ærgelige var, at der ikke var flere folk til at skabe en god stemning.

Overskriften hinter jo til, at der blev kørt mere go-cart, og det var da også tilfældet. I dag var vi nemlig i Racehall igen, denne gang i forbindelse med et internt arrangement. I modsætning til sidste gang var vi kun 13, og vi skulle kun køre en halv time. Til gengæld var der ikke hold, så man kørte selv hele tiden. Det viste sig, at øvelsen fra i torsdags var givet godt ud, i hvert fald havnede jeg på en 3.-plads, kun 3/10 sekunder efter nummer 2, som var meget tæt på nr. 1, så det var lidt bedre. Til gengæld er mine hænder nu ret smadrede, for åbenbart har man en tendens til at holde noget stramt om det rat.

Jeg havde denne gang også tænkt på at tage kamera med, men eftersom alle skulle køre hele tiden var det lidt svært at tage billeder. Derfor må det blive ved dette billede af Christian, Jon og Troels efter løbet:


gocart