- December 1st, 2009
- 10:08 pm
Nu er det jo snart jul, og det betyder som bekendt, at der er frit slag på kage-fronten – det er bare med at få spist igennem. Det varmede vi så op til i lørdags ved endnu en gang at tage til konditordag hos Sif i Århus, hvor der var dækket op til det store kaffebord. Som sædvanligt en god oplevelse, også selvom adskillige kvinde-jokes gik ganske over mit hoved. Nogle gange må man lide for kagens skyld.


At få kage serveret er selvfølgelig altid en god ting, men det er nu heller ikke helt dårligt at lave dem selv. Det gjorde vi så søndag, hvor vi holdt julebagedag, hvilket vi i år gjorde sammen med Astrids storebror. Det var ganske hyggeligt, og vi fik bagt en god portion kager, og til formålet fik vi brugt 2 kg smør og omkring 1,5 kg sukker – det siger vist lidt om mængden. Af spændende kager fik vi bagt håkonkager, ingefærkager, fede dukkefingre med negernegle, vancouverkager, chokolademakroner og jødekager, og desuden blev der trillet en portion Baileys-kugler og snebolde af marcipan. Nu har vi så 13 dåser med kager stående, så der er måske nok til et par dage.
Næste weekend står den så på en af de andre juletraditioner, for der tager vi en tur til Hamburg og besøger min farfar, og så skal vi selvfølgelig ind til centrum og se julemarkedet. Og have marcipankartofler. Og marcipankakao. Og måske lige en currywurst.



Flere kagebilleder på SmugMug.
- December 31st, 2008
- 12:39 pm
Så kom vi også over julen. Endnu en gang en jul med masser af kilometer i bilen: Først til Esbjerg og holde juleaften, så til Thisted til 1. juledag, så til Aalborg 2. juledag og endelig hjem igen om søndagen. Ind imellem alt det var det også blevet det 6. år hvor vi har været sammen, hvilket tilfældigvis også falder sammen med halvårsdagen for vores bryllup. Alt forløb dog uden videre problemer, og det blev da også til et par gaver. Den allermest brugte indtil videre har været Guitar Hero, som jeg fik af Astrid. Muligvis til hendes egen fortrydelse, men under alle omstændigheder til min glæde. Derudover blev det til et par bøger, et par ting til kameraet, køkkenting og lidt tøj. Ikke særlig meget, der skulle byttes – en cd i doppelteksemplar og nogle bukser i en lidt forkert størrelse.
Så tak for alle gaverne, og så håber jeg at alle har haft en god jul. Nu står den på nytår, hvis ellers jeg kan få stearinen af mine bukser – åbenbart skete der et eller andet vildt til Triforks julefrokost.
- December 14th, 2008
- 1:50 pm
Lørdag var vi en tur i Hamborg for at besøge familie og handle lidt. Vi havde desværre ikke så lang tid, men der skal jo være tid til en tur ind til centrum og se det store julemarked. Ingen jul uden det. I år fik vi dog oplevet to nye ting: Berlinere med kinder-chokoladefyld i stedet for syltetøj samt en butik, der udelukkende handlede i frugtvingummi. Berlinerne var usandsynligt klæge, men efterlod alligevel en følelse af, at man måske godt kunne klare lidt mere. Vingummibutikken, som vi af uvisse årsager aldrig har set før, havde alt indenfor vingummi – man kunne endda få en vingummipizza, og hvis nogen skulle mangle en mandelgave, kunne man også få en julemand i vingummi. Altså een stor. Vi nøjedes med at købe en pose vingummibamser.
- December 7th, 2008
- 9:31 pm
En årlig tradition er at få julebag overstået een gang for alle. De seneste par år har det været med Ulrik og Malene, men i år havde vi udvidet lidt, så Rolf og Maria var også med. Det betød selvfølgelig en udvidelse af sortimentet, men det skal jo også til en gang imellem, og jeg vil da også gerne indrømme, at noget af det nye ikke var helt skidt.
Præcist hvor mange kager det blev til ved jeg ikke, men der var vist nok 11 forskellige slags:
Resten af dokumentationen kan ses på SmugMug.
- December 5th, 2007
- 10:33 pm
I lørdags holdt vi julefrokost for venner og bekendte. Det startede ud med at være en ITCampus-julefrokost, men de fleste faldt hurtigt fra, og så var det bare The Usual Suspects: Rolf og Maria, Ulrik og Malene, Søren, Claus, Thomas og Lisa og så os selv (er det i øvrigt en god ting at man kan linke til alle ens venner?).
Vi havde bestemt os for, at vi egentlig ikke gad lave julemad, så menuen stod på bacondadler og ørredmousee til forret, langtidskogt oksebov med rodmos til hovedret og 3 slags hjemmelavet is til dessert.
Lidt jul skulle der dog være, og det indebærer det obligatoriske pakkespil. I vores forsamling hedder det Huggespillet, og er udformet, så det bliver lidt mere action packed. Det blev det bestemt, og spillet kan anbefales som en afløser for det traditionelle. Reglerne har Ulrik været så flink at gemme, så det er bare med at komme i gang.
Ellers var det en ganske fin aften. Der blev taget en del billeder, men eftersom digital spejlreflekskamera/person-fordelingen var 2/5, blev de ikke alle sammen taget med mit kamera. Dem der blev taget kan ses på SmugMug.
Tilbage er så firmajulefrokosten med Trifork, som finder afsted på fredag. Jeg slap afsted uden væsentlige tømmermænd i lørdags, så nu bliver det spændende at se om den succes kan gentages. Håbet er spinkelt…