Skip to Content »

Life of Recht » archive for 'koncert'

 U2-koncert i Göteborg

  • August 2nd, 2009
  • 3:38 pm

I går var jeg til koncert med U2 i Göteborg med min storesøster og nogle venner. Selvom det var en lang tur, og det sikkert har kostet alt for meget, så var det alligevel det hele værd. For en gangs skyld en stor koncert, hvor man ikke følte sig lidt snydt, og hvor både lyd, scene og storskærm levede op til forventningerne. Til Bruce Springsteen var lyden ikke særlig høj, og skærmene kunne knap kaldes storskærme, men til U2 var der andre boller på suppen, og det kan andre godt lige tage og lære noget af. Eneste minimale anke var, at det afsluttende nummer ikke rigtigt fungerede som et afslutningsnummer – jeg vil mene at det skal være noget med noget gang i, så folk går opstemt fra koncerten. Det kan dog ikke rigtigt ændre på helhedsindtrykket. Tak!

Bare lige så det er muligt at få et indtryk af storskærmens størrelse, så er her et billede fra Snow Patrols opvarmning:

Storskærmen

Som ekstra gøgl kunne skærmen også foldes ned, så den næsten gik hele vejen ned til scenen:

Storskærmen i udfoldet tilstand

 Ferie?

  • July 12th, 2009
  • 8:40 am

Ja, det kunne være lækkert med en omgang ferie, men det bliver vist senere. Indtil videre er det bare helt normale arbejdsdage, og det betyder også at Balder har været med på arbejde et par gange efterhånden. Det håndterer han fint nok, og da en af sekretærerne også har haft en hvalp med, har der været nok at lave. Jeg kunne så godt have undværet at han fik tynd mave en dag… Og det er jeg ret sikker på, at de andre også godt kunne… Men det jo åbenbart hvad der kan ske.

Lidt fornøjelse bliver det da også til – i onsdags var jeg i Herning til Bruce Springsteen koncert (sammen med alt for mange andre). Selve koncerten var helt i top, og de spillede i tæt på tre timer med gang i den hele vejen, så det er svært at klage over. At lyden så ikke var helt perfekt må man leve med. De kunne dog godt lige have solgt 15000 færre billetter, så kunne det have været, at der rent faktisk var lidt plads at bevæge sig på. Vi kom ca ½ time før koncerten skulle begynde, og der mødte man bare en mur af mennesker helt nede bagved, og så skulle man ellers kæmpe sig fremad hvis man bare ville kunne se det mindste.

Lavpunktet var så da vi skulle hjem igen. Parkeringen gik ret smertefrit, men at komme ud igen tog godt og vel 1½ time (før bilen overhovedet kunne køre så meget som en meter). Det virkede totalt tåbeligt.

Inden længe står den jo så på U2, og jeg håber at de også leverer en lige så god vare, og at omgivelserne er lidt bedre end i Herning.
Hvis nogen skulle være interesserede, er der taget en bunke billeder af Balder og andre sager, som kan ses på SmugMug.

 Koncert med Slagsmålsklubben

  • March 14th, 2009
  • 5:41 pm

Onsdag aften var jeg sammen med Rolf til koncert på Train med Slagsmålsklubben. Jeg stiftede først bekendtskab med Slagsmålsklubben til Spot, hvor de spillede en af de sidste koncerter, og det gjorde med en vældig energi. Derfor tænkte jeg, at jeg hellere måtte se dem igen, og jeg fik overtalt Rolf til også at tage med – det er alligevel for meget at tage afsted alene til sådan noget.
Koncerten var som sådan ganske glimrende, men man kan vel roligt sige, at vi faldt lidt udenfor rent aldersmæssigt. Overdimensionerede briller, pandebånd og lilla/grønne/blå træningssæt lod i hvert fald til at være påkrævet påklædning hvis man gerne ville falde i. Det er jo meget fint, for så er der også lidt ekstra underholdning. Underholdningsværdien steg dog (eller faldt, alt efter hvordan man ser på det), da en relativt beruset ung type kom hen til Rolf og spurgte noget i retning af: Hvadæææhhhh…. Er det en misforståelse at I er her, eller hvad? Så meget faldt vi åbenbart udenfor. På trods af, at vi prøvede at forklare, at vi bare gerne ville se og høre musikken, så var det ret tydeligt ikke noget, der passede ind i hans verdensbillede. Og det havde nok ikke været bedre, hvis han havde vidst, at vi var lige ved at komme for sent til koncerten fordi vi havde siddet hjemme hos Rolf og lagt puslespil…

Til sommer skal jeg heldigvis til koncert med U2 og Bruce Springsteen, og der regner jeg ikke med at den slags oplevelser gentager sig.

 Koncert med R.E.M.

  • September 7th, 2008
  • 7:55 pm

I går var vi til koncert med R.E.M. i Parken sammen med min storesøster og et par andre. Det var min første koncertoplevelse i Parken, og helt dårlig var den da ikke. Vi sad på en af tribunerne, og muligvis derfor var lyden ikke optimal – det var ret svært at høre hvad der rent faktisk blev sagt. Til gengæld blev der spillet både nyt og gammelt, og langt det meste af det var godt. Så langt så godt.
Selvfølgelig skal der ikke være nogen (koncert)oplevelse uden irriterende elementer, og i går var det en fuld og belastende type, der gjorde sig bemærket. Derfor kommer her listen over ting man kan gøre, hvis man gerne vil gøre sig ekstra upopulær til en koncert (og alle sammen er naturligvis oplevet på egen hånd i går):

  • Råb. Meget. Og helst noget som ikke har nogen relevans.

  • Klap. Højt. Hele tiden.

  • Skub til alle i nærheden, så de bliver nødt til at forlade de nummerede sæder

  • Når der ikke er flere i den umiddelbare nærhed, så rejs dig op og hop rundt

  • Spark til sæderne foran

  • Hop i de store mængder øl og vand, så det sprøjter op i nakken på dem foran

  • Hvis nogen ikke finder dig underholdende: Råb dem ind i ansigterne

  • Ignorer vagterne og deres forsøg på at få dig til at være bare lidt rolig

  • Hvis nogen siger noget til dig, så opfør dig ekstra truende. Skub gerne lidt.

Så tak for det, ukendte idiot.

Vi tog revance ved at tage hjem og prøve en bil for Ford og bage kage. Ford havde været så venlige at sende reklamer til mig, men de havde også vedlagt nogle sedler som kunne medbringes til en Ford-forhandler. Som tak for at vi så ville prøve en af deres nye biler, kunne vi få to biografbilletter. Vi prøvede så et Mondeo-skib, og så fik vi udfyldt to af sedlerne, så nu skulle der være fire billetter på vej. Tak, Ford.

 SPOT festival 2008

  • June 8th, 2008
  • 9:06 pm

I weekenden var jeg til SPOT festival i Århus. Det skete sammen med Ulrik og Malene, Thomas og Niels (og et par andre mere eller mindre løse). Som de øvrige år var der både godt og skidt – mest godt, men overordnet vil jeg måske mene, at niveauet var en smule lavere end sidste år. For det første var jeg ret træt af den måde, programmet var bygget op på. Tidligere har koncerterne været spredt jævnt ud over dagene, men i år var P3-scenen åbenbart så vigtig, at hver 2. time var der kun noget der, og de andre timer var så proppet med ting. Det havde så den konsekvens, at der var masser af bands, man ikke kunne nå at høre. Sådan er det selvfølgelig altid, men jeg har bare en fornemmelse af, at det var værre i år.
Derudover var beskrivelserne af de forskellige bands meget overordnet, og i mange tilfælde var det nødvendigt med vilde gæt for at finde ud af, hvilke genrer, der overhovedet var tale om.
Endelig har jeg en eller anden fornemmelse af, at hele arrangementet er blevet mere mainstream. Nu har jeg kun været med til SPOT to gange tidligere, men jeg synes umiddelbart, at der tidligere var flere totalt ukendte med, hvor der i år stort set kun var bands med, der allerede var mere eller mindre etablerede med pladekontrakter og det hele.

Borset fra det, så var det et fint arrangement, og man kan absolut ikke klage over vejret. Nævnt i flæng hørte jeg disse bands:

  • Turboweekend: Elektrotekno. Fint fint.

  • Boomclap Bachelors: Electronica. Klædt i spandex. Godt.

  • No and the Maybes: Indie-agtigt. Desværre er der ingen plade ude endnu, men det kommer efter sigende til september. Must have.

  • SMALL: Noget elektropop af en slags. De har heller ikke nogen plade ude endnu, men det lyder også som et godt potentiale

  • Superfamily: Norsk storvanvidsmusik. De spillede på samme tid som Veto, og det var muligvis derfor at der ikke var voldsomt mange mennesker inde og høre dem, men til gengæld formåede de at skabe en glimrende stemning.

  • Efterklang: Fredagens sidste band (kl 1) i musikhusets store sal. Hverken et optimalt tidspunkt eller en optimal placering – gæt selv hvad der sker når man placerer 1000-1500 mennesker, der har været ude i solen og drikke øl hele dagen, i bløde sæder og dæmper lyset. Vi blev desværre nødt til at forlade koncerten undervejs, da der var overhængende snorkefare. Bortset fra det, lød det som et ganske glimrende koncept, og det kan da godt være, at jeg lige skal have hørt lidt mere til dem.

  • Hjaltalin: Færøsk kombinationsmusik, bl.a. med obo og violin. Derudover en temmelig hardcore trommespiller, og generelt en stak folk, der formentligt har gået og nørdet på et musikkonservatorium. Uanset hvad var det ganske godt. Det kunne endda være, at man skulle anskaffe sig en cd

  • Stalingrad Cowgirls: 3 finske ungpiger, der spillede noget i retning af tempofyldt punkrock. Musikalsk var de ok, men var formentligt kun noget værd på grund af deres sceneperformance

  • The Floor is Made of Lava: Rock. Godt. Køb.

  • Boys in a Band: Ingen udgivet plade, men masser af energi. Suspekte ud/påklædninger

  • The Bronson Brothers: Rock, men lidt langsomt. Også lidt for langsomt efter min smag, men ellers ganske godt.

  • The Radio Department: Den største skuffelse, hvis man kan sige det om noget, man ikke havde nogen forventning til. Musikken var som sådan ok, men det ikke-eksisterende sceneshow trækker alvorligt ned. Derudover føler jeg mig lidt snydt når en af de tre bare har til opgave og trykke et par gange på en computer, og så ellers drikke noget øl.

  • Familjen: En smule trivielt. De fleste har stiftet bekendtskab med radiohittet “Det snurrar i min skalle”, men derudover er der ikke så meget at komme efter

  • Slagsmålsklubben: Den sidste koncert til SPOT 2008, og en af de store positive overraskelser. Klubben udgøres af 5 personer, som jeg ikke til tøve med at kalde nørder. Jeg er heller ikke i tvivl om, at de aldrig har været i et reelt slagsmål. Til gengæld kunne de det der med at trykke og dreje på knapper. Det bragte minder om koncerten med Aavikko for to år siden, denne gang bare udelukkende elektronisk. Det skal ejes.

Det var det. Billeder fik jeg ikke taget så mange af, men her er da et par stykker:


Powered By SmugWPPowered By SmugWPPowered By SmugWPPowered By SmugWPPowered By SmugWPPowered By SmugWPPowered By SmugWP