Skip to Content »

Life of Recht » archive for 'tænder'

 Ny tand, del 2

  • December 13th, 2007
  • 9:32 pm

I dag var det så 4 måneder siden jeg fik pillet en tand ud, og det betød at jeg skulle en tur til Flensborg for at få sat implantat i. Implantatet består af noget der ligner en skrue med en møtrik i den ene ende. Skruen bliver så sat i kæben, og ovenpå kan der sættes en normal krone.
Det hele foregik ganske smertefrit. Det lyder voldsomt at der bliver åbnet op for tandkødet og boret i kæben et par gange, men det er faktisk ret harmløst. Selv efter bedøvelsen er forsvundet er der ikke rigtigt noget at mærke.
Nu skal jeg så vente 4 måneder mere før der bliver målt op til kronen, og så er det eventyr ved at være overstået. Så kan der tages fat på det næste.
Som en lille opdatering har jeg naturligvis taget et billede af den nye situation. Som altid er det formentligt kun for mindre sarte sjæle, og da billedet er tilpas friskt kan man ikke se noget metal. Det kommer nok senere.

 Gamle og nye tænder

  • August 13th, 2007
  • 10:33 pm

Dagen i dag stod på en tur til en tandlæge i Flensborg. I foråret var en krone gået løs i en af mine tænder, og det kunne tanden åbenbart ikke holde til, så den var blevet ganske værdiløs. Min tandlæge herhjemme havde meddelt at den skulle ud så hurtigt som muligt, men at hun helst ikke ville pille den ud selv, da eneste mulige behandling var at få sat implantat i. Herefter kunne jeg så høre pengene strømme ud af kontoen, så for at begrænse det lidt, tænkte jeg at jeg hellere måtte se på en tandlæge i udlandet. Efter at have kigget lidt rundt på avmintand.dk fandt jeg en implantat-specialist i Flensborg og fik aftalt en tid.

Ned med mig til Flensborg. Den flinke tandlæge mente umiddelbart at det var ren rutine, og det blev bekræftet af et kæbe-røngtenbillede. Her kunne han dog se, at implantatet ikke kunne monteres med det samme, da der var betændelse i tanden og tandkødet, så tanden skulle først ud, så skulle der ventes et par måneder, og så kunne implantatet sættes i. Det var jeg sådan set forberedt på hjemmefra. Hvad jeg sådan set ikke helt havde forberedt mig på var at få tanden hevet ud med det samme, men efter at have snakket lidt mere, blev vi enige om, at nu hvor jeg alligevel var der, kunne han jo lige så godt tage den ud.
Det var som sådan heller ikke noget problem. Bedøvelsen, i form af to små stik, blev lagt, så moslede tandlægen rundt i et par minutter, og så var den tand ude – i 3 dele. Et almindeligt tandeftersyn gør nærmest mere ondt, så det var ikke så slemt som jeg havde frygtet.
Nu skal jeg så derned igen til december, hvor der skal sættes implantat i, og så skal der lige gå et par måneder, og så kommer der en krone på. Hele herligheden kommer til at koste i retning af 16.500 kr. (røngten, tandudtræk, bedøvelse, implantat og krone), hvilket er noget billigere end herhjemme.

For de virkelig nysgerrige, ligger der et lille billede på SmugMug – desværre havde jeg ikke tænkt på at tage kameraet med til tandlægen, tanden (eller stykkerne af tanden) så ellers vældigt spændende ud.